En enlig, 40-årig mand søgte i slutningen af september 2005 om indskudslån og boligsikring til en lejlighed på 83 m2 med en husleje på 5.293 kr. pr. måned, inkl. lejereduktion i 12 måneder.
Kommunen gav afslag på lån til beboerindskud, da ansøger, som var på kontanthjælp, ikke skønnedes økonomisk at kunne bo i lejligheden.
Det sociale nævn tiltrådte afgørelsen med den begrundelse, at ansøger efter en samlet vurdering af hans økonomiske og personlige forhold ikke skønnedes at have behov for lån til betaling af indskud.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ikke havde opfyldt sin pligt til at anvise ham en passende bolig. Det blev endvidere gjort gældende, at ansøger ville være uden bolig fra den 1. oktober 2005, idet den aktuelle bolig, et sommerhus, ikke lovligt kunne beboes efter dette tidspunkt. Ansøger henviste endvidere til, at han havde samværsret med 2 børn.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for bevilling af lån til boligindskud, herunder hvad der måtte anses for en passende bolig.