Ankestyrelsens principafgørelse D-11-06

2006

Resume:

En kommune kunne ikke standse udbetalingen af sygedagpenge, selvom lønmodtageren havde returneret oplysningsskemaet for sent. Kommunen havde ikke på en utvetydig måde orienteret lønmodtageren om konsekvenserne af ikke at sende oplysningsskemaet tilbage inden for den frist, som kommunen havde fastsat.

Det var ikke tilstrækkeligt, at kommunen i sit brev havde skrevet, at dagpengene kunne bortfalde.

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 8, § 24 og § 24a

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 21, stk. 1, nr. 3, § 8, § 9, § 10 og § 11

En 29 årig lønmodtager havde været sygemeldt siden 3. marts 2005 på grund af smerter i skulderen.

I forbindelse med opfølgningen af sygedagpengesagen sendte kommunen den 28. april 2005 et brev vedlagt et oplysningsskema til lønmodtageren. Det fremgik af kommunens brev, at oplysningsskemaet skulle returneres i udfyldt tilstand senest 8 dage efter kommunens fremsendelse af oplysningsskemaet.

Det fremgik også af kommunens brev af 28. april 2005, at hvis skemaet ikke var modtaget retur inden den angivne frist, uden at kommunen havde hørt fra lønmodtageren, kunne retten til dagpengene bortfalde.

Den 12. maj 2005 meddelte kommunen, at udbetalingen af dagpengene ville blive bragt til ophør med virkning fra den 12. maj 2005, idet oplysningsskemaet ikke var modtaget retur hos kommunen, og da lønmodtageren således ikke havde medvirket ved kommunens opfølgning.

Kommunen modtog herefter oplysningsskemaet den 17. maj 2005.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet ikke fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at lønmodtageren havde haft en rimelig begrundelse for at undlade at medvirke ved kommunens opfølgning ved ikke at returnere oplysningsskemaet i udfyldt tilstand, således at kommunen kunne indkalde til en opfølgningssamtale, som kunne tage udgangspunkt i oplysningsskemaet.

Lønmodtageren klagede over nævnets afgørelse.

I klagen blev det anført, at lønmodtageren var ordblind og derfor havde svært ved at læse, skrive og forstå og udfylde skemaer. Lønmodtageren havde således tidligere modtaget hjælp fra nær familie, men ikke i den aktuelle sag.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at de ikke fandt, at der havde været noget til hinder for, at lønmodtageren havde kunnet henvende sig til kommunen og bede om hjælp til udfyldelse af det omhandlende oplysningsskema.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om lønmodtageren var tilstrækkeligt orienteret om de dagpengemæssige konsekvenser ved at nægte at medvirke ved kommunens opfølgning.

Lønmodtageren var fortsat berettiget til udbetaling af sygedagpenge efter den 12. maj 2005.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang havde orienteret lønmodtageren om de dagpengemæssige konsekvenser af ikke at returnere oplysningsskemaet inden for den af kommunen fastsatte frist, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 3.

Efter denne bestemmelse bortfaldt retten til dagpenge, hvis den sygemeldte uden rimelig grund undlod i at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats.

Det var således en forudsætning for at stoppe dagpengeudbetalingen efter lovens § 8, stk. 1, nr. 3, at den sygemeldte var orienteret om, at dagpengene bortfaldt efter det tidspunkt, hvor den sygemeldte uden rimelig grund havde undladt at returnere oplysningsskemaet inden for den af kommunen fastsatte frist.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af kommunens brev af 28. april 2005, at dagpengene kunne bortfalde ved ikke at returnere det udfyldte skema inden for den angivne frist på 8 dage fra kommunens afsendelse af brevet.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Dato for underskrift

03.05.2006

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 12. december 2019, da den er erstattet af principafgørelse 83-19.

Paragraf

§ 24 § 24a § 11 § 10 § 9 § 8 § 21

Journalnummer

7000413-05