En mand havde ansøgt sin kommune om støtte efter servicelovens § 84 til køb af seksuelle ydelser hos en escort-pige.
Manden begrundede sin ansøgning om støtte med, at udgiften til køb af seksuelle ydelser hos en escort-pige var en nødvendig merudgift, idet fysiske og sproglige handicaps indskrænkede hans kontaktmuligheder, og at manglende fysisk og seksuel kontakt meget hurtigt medførte, at han kom i en depressiv tilstand. Manden begrundede yderligere sin ansøgning med, at en udgift til besøg af escort-pige grundet hans situation lå ud over de udgifter, som andre i samme alder og livssituation havde.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen.
Kommunens afgørelse var begrundet med, at den depressive tilstand ikke var vedvarende, samt at manden var i stand til at etablere en kontakt til kvinder.
Kommunen begrundede yderligere afgørelsen med, at det var individuelt, uanset alder, hvordan den enkelte valgte at tilfredsstille sine seksuelle behov, og at det derfor ikke kunne udelukkes, at andre på mandens alder og i samme livssituation valgte at få besøg af en escort-pige og dermed havde den udgift, der var forbundet hermed. Kommunen fandt dermed ikke, at udgiften til en escort-pige var en merudgift i forhold til, hvad andre på samme alder og i samme livssituation kunne have.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede sin afgørelse med, at der var tale om en udgift, som ikke kun handicappede havde, og at udgiften derfor ikke lå ud over de udgifter, som ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation kunne have.
Manden klagede over nævnets afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en udgift til besøg af escort-pige kunne anses som en nødvendig merudgift efter servicelovens § 84.
