Sagen drejede sig om en kvinde, der gennem mange år havde lidt af sclerose. Hendes fysiske funktionsniveau betingede, at hun skulle have hjælp til alt og havde behov for omfattende pleje og konstant tilsyn i alle døgnets timer. Hun modtog højeste førtidspension. Hun kunne ikke udtrykke sig sprogligt længere, men havde aldrig tidligere under opholdet i plejehjemmet ytret ønske om at flytte derfra. Ægtefællen, som også var hendes værge, havde ikke ønsket at give samtykke til ændringen fra midlertidigt ophold til optagelse i særligt botilbud, men ønskede at hjemtage hende og bede om hjemmepleje på døgnbasis.
Kvinden flyttede ind umiddelbart efter et hospitalsophold sidst i 1990'erne. Da opholdet var tænkt som et aflastningsophold, havde hun ikke skullet betale boligomkostninger.
Plejehjemmet havde oplyst, at pleje af kvinden krævede 24 timers overvågning samt specialpleje, som ikke ville kunne foretages i eget hjem. Kommunen havde oplyst, at hjemmeplejen ikke var i stand til at påtage sig opgaven, idet specialplejen indebar funktioner, som krævede højt specialiseret personale. Kvindens trivsel og helbredsmæssige tilstand blev vurderet som optimal i plejehjemmet, set i forhold til den grundlæggende, alvorlige lidelse.
Det daværende amt havde efter indstilling fra kommunen visiteret kvinden til botilbuddet. Forvaltningen traf beslutningen i henhold til servicelovens bestemmelse om visitation til botilbud, da kvinden opfyldte betingelserne for at bo på specialplejehjem med døgndækning.
Det sociale nævn vurderede, at amtets afgørelse var en ulovlig beslutning og dermed en nullitet.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden ikke havde givet samtykke til visitation til permanent bolig i plejehjemmet, og at hendes ægtefælle som værge heller ikke kunne give samtykke hertil. Nævnet lagde vægt på, at samtykke til optagelse i et særligt botilbud var personligt og kun kunne afgives af den person, som optagelsen vedrørte. Endvidere gjaldt, at man ikke kunne give andre gyldig fuldmagt til at samtykke. Nævnet pegede på, at hvis kvinden skulle visiteres til permanent ophold i plejehjemmet, kunne dette kun ske efter servicelovens regler om magtanvendelse.
Amtet klagede over nævnets afgørelse.
I klagen var det anført, at 2 forhold talte imod anvendelse af servicelovens magtanvendelsesregler. Dels var der ikke tale om at foretage en fysisk flytning af kvinden eller en ændring af hendes nuværende botilbud, dels havde ægtefællen, som var personlig værge, ikke givet samtykke til visitationen. Det fremgik desuden, at kvindens midlertidige ophold havde varet mere end 8 år, og at plejehjemmet ville være nødsaget til at udskrive hende, hvis hun ikke blev visiteret til længerevarende ophold.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om servicelovens regler om magtanvendelse skulle bruges, når der ikke var tale om en fysisk flytning, men et fortsat ophold samme sted på et ændret formelt grundlag.
