Fradraget i revalideringsydelsen skulle beregnes med regulering af årslønnen hvert år, efter principperne i arbejdsskadeforsikringslovens § 42, nugældende lovs § 25. Denne beregning skulle ske med tilbagevirkende kraft.
Det blev lagt til grund, at revalideringsydelsen nedsattes med indtægter fra blandt andet erhvervsevnetabserstatning. Fradraget skete dog kun i det omfang, indtægterne og revalideringsydelsen sammenlagt oversteg den hidtidige indtægt.
Ankestyrelsen lagde ved sin oprindelige afgørelse vægt på, at der ikke var regler om regulering af årslønnen i dagældende bekendtgørelse om, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres m.v. efter § 59 i lov om aktiv socialpolitik.
Arbejdsdirektoratet havde efterfølgende indført hjemmel for årlig regulering af årslønnen, og ændringen fandt også anvendelse i sager, hvor årslønnen ikke var blevet reguleret efter den 1. december 2003 i medfør af de tidligere bekendtgørelser.
Der var således nu klar hjemmel for regulering af årslønnen.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede derfor Ankestyrelsens afgørelse af 3. november 2005 samt dermed også det sociale nævns afgørelse af 17. marts 2005. Den ændrede beregning skulle ske med tilbagevirkende kraft.
Note *) SM A-40-05 ophæves samtidig