I forbindelse med kommunens årlige opfølgningsforpligtelse anmodede en kommune den 3. juli 2006 klager om inden 14 dage at indsende regnkabsoplysninger eller en kopi af en henstandsskrivelse fra SKAT.
Klager indsendte ikke de ønskede oplysninger, hvorefter kommunen den 2. august 2006 traf afgørelse om, at der ikke var lovhjemmel for udbetaling af forsat løntilskud til fleksjob til klagers selvstændige virksomhed.
Beskæftigelsesankenævnet var enig med kommunen i, at klager på kommunens afgørelsestidspunkt den 2. august 2006 ikke opfyldte betingelserne for forsat udbetaling af støtte i form af tilskud. Nævnet begrundede afgørelsen med, at klager på kommunens afgørelsestidspunkt den 2. august 2006 ikke havde oplyst skattevæsenet om virksomhedens overskud eller
underskud.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at klager først den 20. september 2006 indgav årsregnskab for 2005 til skattevæsenet, og at fristen for rettidig indlevering var den 1. juli 2006.
Klager anførte i anken over nævnets afgørelse, at det ikke fremgik af § 6, stk. 2, i bekendtgørelse om fleksjob, at der rettidigt skulle være indsendt oplysninger til skattevæsenet.
Kommune anmodede i klagen om en principel stillingtagen til, hvorvidt en kommune, der yder tilskud i medfør af reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 75, selv uden derved at komme i strid med de juridiske specialitetsprincipper kunne stille kvalitative krav til det af tilskudsmodtageren fremsendte regnskabsmateriale. I bekræftende fald ønskede kommunen oplysninger om, hvilke retningslinier for og i hvilket omfang dette kunne ske.
Kommunen ønskede ligeledes en stillingtagen til, hvorvidt kommunen som ydelseskommune i en konkret sag havde mulighed for at stoppe en ydelse, hvis kommunen fra anden relevant myndighed blev gjort bekendt med, at det for ydelsens betingede materiale var fremsendt, men ikke overholdt de for det pågældende myndighedsområdets gældende retsregler.
Klager indsendte i forbindelse med sagens behandling i Ankestyrelsen et brev, hvoraf det fremgik, at det ikke stod i den omtalte paragraf, at kommunen skulle vurdere, om det afleverede regnskab opfyldte eller ikke opfyldte SKATs krav.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken dokumentation en kommune kunne kræve i forbindelse med udøvelsen af opfølgningsforpligtelsen, når det var en forudsætning for forsat udbetaling af støtte i form af tilskud til fleksjob, at den selvstændige erhvervsdrivende overfor skattevæsenet havde oplyst om virksomhedens overskud og underskud.