En ansøger anmodede om kontanthjælp i forbindelse med afslutning af grundforløb på teknisk skole den 13. oktober 2006 og indtil påbegyndelse af praktikperiode. Hun oplyste, at hun ikke kunne modtage støtte fra Statens Uddannelsesstøtte i den periode.
Kommunen meddelte afslag på kontanthjælp, idet kommunen fandt, at der var tale om et uafbrudt uddannelsesforløb.
Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.
Begrundelsen var, at perioden mellem afslutningen af den SU-berettigende uddannelse og påbegyndelsen af skolepraktikken efter en konkret vurdering måtte anses for at være et uafbrudt uddannelsesforløb.
Nævnet lagde til grund, at hun ophørte med at have SU som forsørgelsesgrundlag fra den 1. november 2006 og først opnåede et nyt forsørgelsesgrundlag den 18. december, når hun begyndte på skolepraktik. Grunduddannelsen blev afsluttet den 13. oktober 2006 og skolepraktikken begyndte den 18. december 2006. Perioden mellem afslutningen af den SU-berettigende uddannelse og påbegyndelsen af skolepraktikken udgjorde en kortere periode. Nævnet henviste til principperne i principafgørelse A-53-02.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse praksis for ret til kontanthjælp i perioden fra afslutning af grunduddannelse og indtil påbegyndelse af skolepraktik, jf. aktivlovens § 12 og principafgørelse A-53-02.