Ansøger havde ikke ret til hjælp til behandling i privat regi.
Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at der kun undtagelsesvis kunne ydes hjælp efter lov om aktiv socialpolitik til sygebehandling uden for det offentlige behandlingssystem.
Ankestyrelsen tog endvidere udgangspunkt i, at der var mulighed for behandling uden for det offentlige behandlingssystem, men at ansøger havde fravalgt dette tilbud på grund af den oplyste ventetid.
Ventetid på behandling i offentligt regi betød ikke i sig selv, at behandlingsmulighederne inden for det offentlige kunne anses for udtømt. Der måtte foretages en konkret vurdering af ventetidens længde sammenholdt med lidelsens karakter, nødvendigheden af at behandling blev iværksat med det samme og i privat regi samt sagens øvrige omstændigheder.
Ansøger kunne ikke få hjælp fra behandlingens start i februar 2006, allerede fordi der normalt ikke kunne ydes hjælp til udgifter, som var påtaget inden ansøgningen til kommunen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke ved behandlingens begyndelse var beskrevet et akut behandlingsbehov, som ikke kunne afvente en henvendelse til kommunen, eventuelt med hjælp fra pårørende eller egen læge.
Der kunne heller ikke ydes hjælp fra ansøgningstidspunktet, da behandlingsmulighederne inden for det offentlige ikke var udtømt.
Ankestyrelsen var opmærksom på det positive behandlingsforløb på den private klinik. Ankestyrelsen var endvidere opmærksom på, at overlægen på den psykiatriske afdeling havde anbefalet fortsat behandling på klinikken, da amtskommunen ikke havde noget behandlingstilbud.
Ankestyrelsen fandt dog ikke, at det hidtidige behandlingsforløb udelukkede, at et gunstigt behandlingsforløb ville kunne iværksættes i det offentlige system.
Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøgeren selv havde valgt at blive behandlet uden for det offentlige behandlingssystem.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.