Ankestyrelsens principafgørelse A-12-07

2007

Resume:

Der skulle ske fradrag i ledighedsydelsen for det månedlige beløb fra en pensionsordning, da pensionsordningen var tegnet gennem arbejdsgiver og delvist finansieret af arbejdsgiver. Fradrag i ledighedsydelsen skulle foretages sålænge, arbejdsgiver bidrog til indbetaling til pensionsordningen.

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 94, stk. 1 og § 74d, stk. 5

Ansøger blev den 1. oktober 2004 visiteret til fleksjob. Mens ansøger ventede på, at fleksjobbet kunne etableres, fik han udbetalt ledighedsydelse.

Fra den 15. november 2004 fik han udbetalt et månedligt beløb fra en pensionsordning.

Kommunen traf afgørelse om, at der skulle foretages fradrag i ledighedsydelsen fra den 1. juli 2005.

Kommunens afgørelse var begrundet med, at ansøger i perioden fik udbetalt en arbejdsgiverrelateret erstatning for tab af erhvervsevne.

Kommunen traf endvidere afgørelse om, at ansøger skulle tilbagebetale ledighedsydelse for perioden fra den 15. november 2004 til den 30. juni 2005.

Kommunen begrundede denne del af sin afgørelse med, at tilbagebetalingsbetingelserne i aktivlovens § 94, stk. 1, var opfyldt, idet ansøger havde fået udbetalt en arbejdsgiverrelateret erstatning for tab af erhvervsevne, som dækkede samme tidsrum og samme formål som den udbetalte ledighedsydelse.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse både for så vidt angik fradraget i ansøgers ledighedsydelse fra den 1. juli 2005, men også vedrørende tilbagebetaling af ledighedsydelse fra den 15. november 2004 til den 30. juni 2005.

Nævnet fandt, at ansøger havde fået udbetalt en løbende pension fra en pensionsordning, der var oprettet af ansøgers tidligere arbejdsgiver, som havde bidraget til pensionen.

For så vidt angik tilbagebetaling af ledighedsydelsen for perioden 15. november 2004 til 30. juni 2005 lagde nævnet vægt på, at tilbagebetalingsbetingelserne var opfyldt, idet der var tale om to ydelser med samme formål, som dækkede det samme behov og samme tidsrum. Nævnet henviste udover aktivlovens § 94 ligeledes til dansk rets almindelige regler om dobbelt forsørgelse.

Ansøger klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse. Ansøger gjorde i klagen gældende, at der var tale om et månedligt forsikringsbeløb og ikke om en pension.

Ankestyrelsen hjemviste den 21. august 2006 sagen til nævnet med henblik på, at nævnet forud for ny behandling og afgørelse skulle indhente nærmere oplysninger fra det selskab, hvor ordningen var tegnet med henblik på afklaring af, om der var tale om en pensionsordning eller en forsikringsordning, herunder oplysninger om i hvilket omfang arbejdsgiver betalte til ordningen, og om der også blev betalt til ordningen af arbejdsgiver efter ansættelsens ophør.

Nævnet traf den 30. november 2006 ny afgørelse i sagen, efter at nævnet havde indhentet oplysninger fra selskabet, hvori ordningen var tegnet.

Nævnet fastholdt sin tidligere afgørelse og henviste til tidligere begrundelser for afgørelsen. Nævnet tilføjede herudover, at det afgørende for, at det månedlige beløb medførte fradrag i ledighedsydelsen, var, at der var tale om (delvis) arbejdsgiverfinansieret ydelse, der havde forbindelse til et tidligere arbejdsforhold.

Nævnet henviste herved til bekendtgørelse om fradrag i ledighedsydelse m.v. §§ 9, stk. 1 og stk. 4 samt § 12, stk. 1, nr. 2. Nævnet henviste endvidere til principafgørelse A-32-02.

Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af sagen, at beløbet blev udbetalt som følge af en ordning, der var tegnet og betalt til gennem ansøgers tidligere arbejdsgiver under ansættelsen. Nævnet henviste til de oplysninger, som selskabet havde givet om ordningen.

Ansøger klagede på ny over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Ansøger anførte blandt andet i klagen, at det var korrekt, at der, som nævnet fremhævede, var tale om en løbende udbetaling fra en delvis arbejdsgiverfinansieret pensionsordning, men at han fandt, at der for hans vedkommende ikke var tale om et pensionsbeløb/en pensionsudbetaling, men derimod om et forsikringsbeløb.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der skulle ske fradrag for ordningen i ansøgers ledighedsydelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte nævnets afgørelse.

Kommunen havde således ret til at foretage fradrag i ansøgers ledighedsydelse fra 1. juli 2005 af det månedlige beløb, som ansøger fik udbetalt fra selskabet.

Kommunen havde endvidere ret til at kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt ledighedsydelse fra den 15. november 2004 til den 30. juni 2005.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at det kunne lægges til grund, at det månedlige beløb, som ansøger fik udbetalt fra selskabet, var en delvis arbejdsgiverfinansieret ydelse, der havde forbindelse til et tidligere arbejdsforhold, og at der derfor var ret til at foretage fradrag i ledighedsydelsen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde ved vurderingen heraf særlig vægt på de nu foreliggende oplysninger fra selskabet.

Det fremgik heraf, at ansøger gennem sin arbejdsgiver havde tegnet pensionsordning i selskabet, og at arbejdsgiver betalte hertil.

Beskæftigelsesudvalget lagde til grund, at ansøger siden 1. oktober 2004 havde modtaget ledighedsydelse, og at han med virkning fra den 15. november 2004 havde fået udbetalt et månedligt beløb fra selskabet fra en delvis arbejdsgiverfinansieret ydelse, der havde forbindelse til et tidligere arbejdsforhold.

Lovhjemlen til, at der kunne foretages fradrag i ledighedsydelsen, fremgår af reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 522 af 7. juni 2001 om beregning af ledighedsydelse, fradrag i ledighedsydelse og varsling af ferie med ledighedsydelse, som var fastsat i medfør af aktivlovens § 74 d, stk. 5.

Det fremgår af § 9, stk. 1, i bekendtgørelsen, at løbende udbetaling af pension, inklusive tillæg, som er led i et tidligere ansættelsesforhold, og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen, medfører fradrag i ledighedsydelsen.

Det fremgår tillige af § 9, stk. 4, i bekendtgørelsen, at løbende udbetaling fra en tidligere arbejdsgiver af beløb, som kan sidestilles med pension, medfører fradrag i ledighedsydelsen.

Det fremgår af aktivlovens § 94, stk. 1, at kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

Da ansøger havde fået udbetalt den delvis arbejdsgiverfinansieret månedlige ydelse fra selskabet med virkning fra 15. november 2004 og i samme tidsrum havde modtaget ledighedsydelse, havde kommunen haft ret til at træffe afgørelse om tilbagebetaling af den for meget udbetalte ledighedsydelse for perioden 15. november 2004 og frem til 30. juni 2005.

Dato for underskrift

28.06.2007

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 22. maj 2015, da der er kommet nye regler på området.. Der er nu hjemmel i bekendtgørelse nr. 1236 af 4. november 2010 § 12 , nr. 14, til, at pension, der udbetales som følge af tab af erhvervs-/arbejdsevne, og som led i et tidligere ansættelsesforhold, ikke medfører fradrag i ledighedsydelsen.

Paragraf

§ 94 § 12 § 9 § 74d

Journalnummer 

2000797-06