Ankestyrelsens principafgørelse C-40-07

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 100

Sagen drejer sig om en mand, der led af leddegigt. Han havde i marts 2005 fået bevilget støtte til nødvendige merudgifter. Bevillingen var gjort gældende til 31. marts 2006. Ved ansøgningen i 2005 blev der udfærdiget et samtaleskema dateret den 4. marts 2005.

Ved revurdering af fortsat bevilling besluttede kommunen, at der ikke skulle sendes samtaleskema, da der forelå samtaleskema af 4. marts 2005. Manden var til opfølgningssamtale i kommunen den 6. marts 2006.

Kommunen gav afslag på merudgifter med den begrundelse, at de medtagne merudgifter ikke kom over grænsen på 6000,- kr. årligt.

Vurderingen var foretaget på baggrund af de forelagte lægepapirer og det udfyldte samtaleskema.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, dog med den ændrede begrundelse, at manden ikke efter praksis var berettiget til at få dækket de ansøgte ting efter bestemmelsen om merudgifter.

Nævnet var opmærksom på, at der ved genbehandlingen i marts 2006 ikke var udarbejdet nyt samtaleskema, men at det 1 år gamle skema uden sammenfatning var anvendt.

Nævnet fandt efter en konkret vurdering ikke, at udarbejdelse af nyt samtaleskema havde haft betydning for afgørelsen, da det af sagen i øvrigt fremgik, at der ikke var væsentlige ændringer i mandens forhold, og han i øvrigt ikke ville have været berettiget til at få medtaget udgifterne som merudgifter ved sin daglige livsførelse.

Manden anførte bl.a. i sin klage, at der ikke var blevet udarbejdet nyt samtaleskema i 2006, og at hans forhold var blevet forværret siden 2005, hvor den første tilladelse blev givet.

Ved nævnets genvurdering bemærkede nævnet, at afgørelsen ikke var, at manden ikke kunne modtage ydelser efter § 100. Afgørelsen var, at de nævnte udgifter til drift af bil, ekstra varme og varmt vand, uldent undertøj, kosttilskud og ikke-lægeordineret medicin ikke kunne medtages ved beregning som merudgifter.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvilken betydning det havde for afgørelsen, at der var anvendt et 1 år gammelt samtaleskema uden sammenfatning.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Begrundelsen for, at sagen blev hjemvist til kommunen, var, at kommunens afgørelse var afgjort på et mangelfuldt grundlag, idet manden ikke havde fået tilsendt hverken en sammenfatning eller et aftaleskema, jf. § 4 i bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicap-kompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser.

Begrundelsen var endvidere, at der i den konkrete sag var tale om en retlig mangel, der blev anset for væsentlig, og der fandtes ikke at foreligge særlige omstændigheder, som førte til, at afgørelsen alligevel måtte opretholdes. Sagen hjemvistes derfor til kommunen til fornyet behandling og afgørelse.

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremgår bl.a., at kommunen skal anvende bekendtgørelsen, når der søges om merudgifter efter § 100. Kommunen kan dog beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen, når kommunen umiddelbart vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig.

Det fremgår vejledende af Socialministeriets vejledning om metode for god sagsbehandling, punktet om anvendelse af metoden i sager om hjælp efter § 100, at hvis kommunen vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, og dette samtidig bestyrkes af borgerens egen vurdering samt de oplysninger, der i øvrigt umiddelbart foreligger i sagen, kan kommunen vælge ikke at anvende bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen skal altid anvendes, når borgeren har et udtrykkeligt ønske herom.

Ankestyrelsen fandt, at hovedformålet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 4 var at garantere for afgørelsens materielle rigtighed samt borgerens medinddragelse. Ankestyrelsen fandt, at den manglende udarbejdelse og fremsendelse til manden af både en sammenfatning samt et aktuelt aftaleskema efter bekendtgørelsens § 4 var en væsentlig mangel.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at manden havde ønsket kontakt med kommunen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at en bevilling efter § 100 i serviceloven om dækning af nødvendige merudgifter var en løbende ydelse og således ikke tidsbegrænset.