Sagen drejer sig om en mand, der led af leddegigt. Han havde i marts 2005 fået bevilget støtte til nødvendige merudgifter. Bevillingen var gjort gældende til 31. marts 2006. Ved ansøgningen i 2005 blev der udfærdiget et samtaleskema dateret den 4. marts 2005.
Ved revurdering af fortsat bevilling besluttede kommunen, at der ikke skulle sendes samtaleskema, da der forelå samtaleskema af 4. marts 2005. Manden var til opfølgningssamtale i kommunen den 6. marts 2006.
Kommunen gav afslag på merudgifter med den begrundelse, at de medtagne merudgifter ikke kom over grænsen på 6000,- kr. årligt.
Vurderingen var foretaget på baggrund af de forelagte lægepapirer og det udfyldte samtaleskema.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, dog med den ændrede begrundelse, at manden ikke efter praksis var berettiget til at få dækket de ansøgte ting efter bestemmelsen om merudgifter.
Nævnet var opmærksom på, at der ved genbehandlingen i marts 2006 ikke var udarbejdet nyt samtaleskema, men at det 1 år gamle skema uden sammenfatning var anvendt.
Nævnet fandt efter en konkret vurdering ikke, at udarbejdelse af nyt samtaleskema havde haft betydning for afgørelsen, da det af sagen i øvrigt fremgik, at der ikke var væsentlige ændringer i mandens forhold, og han i øvrigt ikke ville have været berettiget til at få medtaget udgifterne som merudgifter ved sin daglige livsførelse.
Manden anførte bl.a. i sin klage, at der ikke var blevet udarbejdet nyt samtaleskema i 2006, og at hans forhold var blevet forværret siden 2005, hvor den første tilladelse blev givet.
Ved nævnets genvurdering bemærkede nævnet, at afgørelsen ikke var, at manden ikke kunne modtage ydelser efter § 100. Afgørelsen var, at de nævnte udgifter til drift af bil, ekstra varme og varmt vand, uldent undertøj, kosttilskud og ikke-lægeordineret medicin ikke kunne medtages ved beregning som merudgifter.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvilken betydning det havde for afgørelsen, at der var anvendt et 1 år gammelt samtaleskema uden sammenfatning.