Ankestyrelsen vurderede, at kommunen havde begået en fejl i sagsbehandlingen. Fejlen bestod i, at kommunens afgørelse alene var truffet over for moderen og ikke var truffet over for faderen, der efter det oplyste havde del i forældremyndigheden over sønnen, og som Ankestyrelsen vurderede var part i sagen.
Fejlen kunne have haft betydning for afgørelsens resultat. Fejlen medførte, at kommunens afgørelse var ugyldig.
Begrundelsen var, at en afgørelse efter servicelovens regel om foranstaltninger til børn og unge, der var af væsentlig betydning af hensyn til et barn eller ungs særlige behov for støtte, blev truffet med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
En afgørelse efter denne bestemmelse i serviceloven skulle derfor træffes over for begge forældre med del i forældremyndigheden.
Der var ikke holdepunkter for, at dette ikke også var gældende, når der blev givet afslag på støtte efter denne bestemmelse, fordi foranstaltningen ikke blev anset for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barn eller en ungs behov for støtte.
Faderen var således part i sagen om ansøgning til støtte til efterskoleophold til sønnen.
Ankestyrelsen henviste til, at hverken kommunen eller det sociale nævn havde inddraget faderen i sagsbehandlingen eller sendt ham en afgørelse.
Ankestyrelsen henviste desuden til principafgørelse C-54-00 om, at der i sager, hvor der var fælles forældremyndighed, var pligt til at inddrage begge forældre som parter i behandlingen af sagen, og at begge skulle have meddelt resultatet af afgørelsen
Efter servicelovens bestemmelse om undersøgelse af børn og unge skal kommunen undersøge et barn eller en ungs forhold, hvis det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlige støtte. Afgørelse om en undersøgelse træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
Ankestyrelsen bemærkede, at hvis der var truffet afgørelse om at iværksætte sådan en undersøgelse, skulle undersøgelsen som minimum omfatte de 6 punkter, der var beskrevet i bestemmelsens stk. 2.
Ankestyrelsen bemærkede desuden, at det var et krav efter servicelovens bestemmelse om foranstaltninger til børn og unge, der var af væsentlig betydning af hensyn til et barn eller ungs særlige behov for støtte, at der forinden iværksættelse af støtte var gennemført en undersøgelse af barnet eller den unge, med mindre særlige forhold gjorde sig gældende.
Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen, der skulle træffe ny afgørelse efter forinden at have inddraget faderen.