Ankestyrelsens principafgørelse P-12-07

2007

Resume:

En folkepensionist havde bevaret sin bopæl i Danmark under gentagne ophold i Østen. Folkepensionisten havde bevaret en lejebolig i Danmark og betalte skat i Danmark. Opholdene i Østen var under 1/2 år. Der kunne derfor udbetales pensionstillæg under ophold i udlandet.

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 484 af 29. maj 2007 - § 3

Socialministeriets vejledning nr. 53 af 31. august 2007 om folkepension efter lov om social pension -

En folkepensionist havde igennem mange år opholdt sig en del af året i det samme land i udlandet. Folkepensionisten lejede et hus og opmagasinerede efterfølgende sit bohave i Østen, da han rejste tilbage til Danmark. I Danmark havde han en permanent lejebolig stående klar til indflytning.

Kommunen traf afgørelse om, at folkepensionisten alene var berettiget til folkepensionens grundbeløb under opholdet i udlandet.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at folkepensionisten under sine årlige tilbagevendende rejser til det samme land i udlandet, ikke var berettiget til at få udbetalt pensionstillægget, men han kunne få udbetalt folkepensionens grundbeløb.

Folkepensionisten anførte i klagen, at han havde opretholdt sin hidtidige lejlighed i Danmark. Han overholdt bestemmelsen om ikke at opholde sig over 6 måneder pr. år i udlandet. Han anførte endvidere, at der ikke var pligt til at melde flytning til det danske folkeregister, da han rejste til og fra udlandet. Hans postadresse var under hans ophold i udlandet uændret. En af hans personlige venner modtog fuld pension fra en anden kommune under sit ophold i udlandet på max. 6 måneder pr. år.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en person, der gentagne gange midlertidigt opholdt sig i udlandet, kunne anses for at have bevaret fast bopæl i Danmark.

Folkepensionisten ansås for at have bevaret fast bopæl i Danmark under sit ophold i udlandet af mindre end 6 måneders varighed pr. år.

Det betød, at folkepensionisten kunne få udbetalt pensionstillæg under opholdet i udlandet. Han opfyldte således betingelsen om fast bopæl her i landet under sine gentagne årlige ophold i udlandet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at folkepensionisten havde bevaret sin lejebolig i Danmark, og at han betalte skat her i landet.

Endelig opholdt han sig i udlandet under 6 måneder i løbet af et år.

Ankestyrelsen vurderede således, at han, efter en konkret vurdering ikke kunne anses for at have opgivet bopæl i Danmark under sine gentagne ophold i udlandet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

28.11.2007

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 25. maj 2023, da den er indarbejdet i principmeddelelse 8-23.

Paragraf

§ 3

Journalnummer 

6000235-07