Ankestyrelsens principafgørelse U-12-08

2008

Resume:

De danske arbejdsskaderegler skulle ikke anvendes på en skade, der var opstået under arbejde for en udenlandsk arbejdsgiver i et andet EU-land end Danmark. Der var ikke tale om udstationering for en dansk arbejdsgiver.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 2, stk. 1

En mand arbejdede i et andet EU-land end Danmark i en flerårig periode for en der hjemmehørende arbejdsgiver. Skaden indtraf efter flere års ansættelse hos den udenlandske arbejdsgiver.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om den danske lov om arbejdsskadesikring fandt anvendelse på en skade, der var opstået under arbejde for en udenlandsk arbejdsgiver.

Manden var ikke antaget til at udføre arbejde for en arbejdsgiver, der var hjemmehørende i Danmark, da han kom til skade i et andet EU-land end Danmark. Han var ikke på skadens tidspunkt midlertidigt udstationeret af en dansk arbejdsgiver i dette EU-land.

Den sikrede personkreds i lovgivningen om arbejdsskader omfatter personer, der udfører arbejde for en arbejdsgiver her i landet.

Den danske lov om arbejdsskadesikring finder anvendelse ved midlertidige udstationeringer i udlandet, der på udsendelsestidspunktet maximalt skal vare 12 måneder.

Opholdslandets lovgivning om arbejdsskader anvendes, hvis der ikke er tale om en udstationering fra en dansk arbejdsgiver eller hvis udstationeringen er planlagt til at vare mere end 12 måneder på udsendelsestidspunktet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden i en årrække frem til skadens tidspunkt havde været ansat hos en arbejdsgiver, der var hjemmehørende i et andet EU-land end Danmark. Manden havde telefonisk over for Arbejdsskadestyrelsen oplyst, at arbejdsgiveren havde hjemsted i et andet EU-land.

Arbejdsgiveren havde selvstændige virksomheder i flere EU-lande herunder i Danmark. Den danske virksomhed oplyste, at manden ikke var ansat i den danske virksomhed på skadens tidspunkt eller i de foregående år.

Ankestyrelsen tog ved afgørelsen alene stilling til spørgsmålet om arbejdsskadesikring efter dansk ret.

Ankestyrelsen oplyste manden om, at han kunne henvende sig til det andet EU-lands arbejdsskademyndighed med henblik på anmeldelse og anerkendelse.

Ankestyrelsen meddelte, at manden som EU-borger kunne have ret til at få udbetalt ydelser efter et andet EU-lands regler, selv om han aktuelt ikke boede i landet.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.

Dato for underskrift

02.09.2008

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 1. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 2

Journalnummer

1200628-08