Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at ansøger ikke var omfattet af § 20, stk. 1, sidste punktum, der gav mulighed for at bevilge førtidspension med genoptagelse.
Der var således ikke grundlag for at sætte revision på ansøgers førtidspension.
Beskæftigelsesudvalget vurderede, at der ikke var tale om en alvorlig lidelse med et uforudsigeligt forløb, som kunne bedres inden for en kortere årrække. På baggrund af de undersøgelser, der var foretaget af læger og psykologer i sagen, vurderede udvalget, at der hovedsageligt var tale om en personlighedsforstyrrelse. Denne lidelse var varig og uden yderligere behandlingsmuligheder.
Beskæftigelsesudvalget henviste til det anførte i bemærkningerne til § 16 og § 20 i lov om social pension, hvorefter der i ganske særlige tilfælde kunne tilkendes førtidspension, selvom det ikke helt kunne udelukkes, at der på længere sigt kunne opnås en vis forbedring af arbejdsevnen ved yderligere forsøg på behandling. Der skulle dog være tale om personer med en alvorlig lidelse, som betød, at de på afgørelsestidspunktet vurderedes at være ude af stand til at kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde som udgangspunkt indenfor en længere periode på omkring 5 år. Behovet for en afgørelse om ny vurdering kunne især forekomme, når der var tale om pension til unge, og ved visse sygdomme, der erfaringsmæssigt havde et uforudsigeligt forløb.
Kommunen havde i klagen anført, at ansøger led af periodiske depressioner og ændret personlighed. Hun havde tidligere udvist personlige ressourcer, og kommunen vurderede, at de personlige ressourcer kunne genopbygges, når hun i en periode havde haft en rolig og stabil hverdag.
I den anledning henledte Beskæftigelsesudvalget kommunens opmærksomhed på, at der ikke var hjemmel til at tilkende midlertidig pension, idet tilkendelse af pension forudsatte, at arbejdsevnen var varigt nedsat, og at nedsættelsen var af et sådant omfang, at pågældende uanset mulighederne for støtte efter den sociale lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke ville være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, jf. § 16, stk. 2, i den sociale pensionslov.
Det fremgik af ressourceprofilen, at kommunen efter arbejdsprøvning gennem Reva havde vurderet, at ansøger kun havde en ubetydelig arbejdsevne tilbage og hverken ville kunne få tilknytning til arbejdsmarkedet ved fleksjob eller i ansættelse med løntilskud.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således frem til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.