Manden var ikke berettiget til at få dækket montering af 2 sæder ved baghjulene og sæde med integreret trepunktsele som særlig indretning. Manden var berettiget til at få dækket plan kørestolsbund i sin bil med vinylbelægning og automatisk lys ved lift som særlig indretning.
Begrundelsen for afgørelsen var, at de to sæder ved baghjul og sædet med integreret trepunktsele måtte anses for standardudstyr og således ikke var særlige indretninger.
Ankestyrelsen havde ved afgørelsen fundet, at de nævnte ting måtte anses for en del af normal-udstyret i en bil og derfor indgik i det lån, som var bevilget til bilen. Ankestyrelsen havde vurderet, at de nævnte ting måtte anses for typiske eksempler på standardudstyr, der normalt blev leveret og indsat i bilen.
Ankestyrelsen fandt det ikke afgørende for vurderingen af, om de nævnte dele kunne anses for standardindretninger eller særlige indretninger, at de først var blevet monteret i bilen, efter at bilen havde forladt fabrikken.
Ankestyrelsen havde ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at sæderne ved baghjul ifølge det oplyste skulle indsættes som et krav fra Skat i den type bil-model på gule plader, som var købt.
Begrundelsen for afgørelsen om, at kørestolsbund med vinylbelægning og automatisk lys ved lift skulle anses for særlige indretninger i den købte bil, var, at disse indretninger ikke kunne anses for standardudstyr, og at de ikke var indsat fra fabrikken.
Begrundelsen var videre, at indretningerne lettede mandens placering i bilen, og at mandens helbredsforhold i øvrigt talte for det. Ankestyrelsen lagde til grund, at der konkret var tale om nødvendige indretninger for manden, der var kørestolsbruger.
Ankestyrelsen tiltrådte, at elspejle, el-ruder og enkelt passagersæde ikke kunne betragtes som særlige indretninger, da disse ting var indsat i bilen på fabrikken inden levering.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.