Resume:
Der var ikke ret til boligydelse i perioden 10. september 2006 til 31. juli 2007, da modtageren ikke havde opfyldt kravet om fast bopæl i Danmark fra førstnævnte dato.
Afgørelse om opfyldelse af bopælskravet skulle træffes efter en samlet skønsmæssig vurdering af alle sagens omstændigheder. Der kunne herunder lægges vægt på varigheden af ophold i udlandet og antal ophold i udlandet sammenholdt med perioder med ophold i Danmark.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at støttemodtageren i perioden indtil den 20. maj 2007 havde opholdt sig i udlandet, bortset fra 2 uger.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at støttemodtageren efter reglerne om Det Centrale Personregister ansås for udrejst fra Danmark den 10. september 2006.
Den med urette modtagne boligydelse skulle ikke tilbagebetales. Begrundelsen var, at der ikke var orienteret tilstrækkeligt om reglerne for opfyldelse af bopælskravet, og dermed for hvornår der ville blive stillet krav om tilbagebetaling.