Lederen kom til skade under forsøg på redning af menneskeliv, mens hun var på arbejde, der ikke omfattede redning af menneskeliv.
Den sikrede personkreds omfatter primært personer, der udfører arbejde for en arbejdsgiver her i landet. Alt arbejde, der udføres for arbejdsgiveren, er omfattet af arbejdsskadesikringen.
Den sikrede personkreds omfatter endvidere personer, der forsøger at redde menneskeliv her i landet, når forsøget uden at være arbejde efter § 2 dog sker i sammenhæng med sådant arbejde, jf. § 4, stk. 2, nr. 3.
Den sikrede personkreds omfatter endvidere personer, der forsøger at redde menneskeliv her i landet, § 4, stk. 2, nr. 4.
Det er en betingelse for at anerkende en skade, at den er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under.
Ankestyrelsen vurderede, at lederen kom til skade på et tidspunkt, hvor hun forsøgte at redde menneskeliv, og at denne handling ikke skyldtes hendes ansættelse som leder af hjemmeplejen i T kommune, men dog skete i sammenhæng hermed.
Ankestyrelsen henførte således ulykken under lovens § 4, stk. 2, nr. 3. Herefter skulle forsikringsselskabet udrede eventuel erstatning, hvorefter selskabet kunne få refunderet dets udlæg efter anmodning til Arbejdsskadestyrelsen, jf. § 49, stk. 5.