Det fremgik af sagen, at borgeren var forsikret ledig. Ifølge den udarbejdede jobplan havde borgeren fået uddannelsesbevilling i forbindelse med uddannelse til sygeplejerske så længe borgeren havde ret til dagpenge, og den sidste del af uddannelsen skulle tages på SU.
Kommunen gav borgeren afslag på forlængelse af jobplanen. Kommunen begrundede afgørelsen med, at borgerens dagpengeret udløb oktober 2007, og at en bevilling krævede, at borgeren havde dagpengeret i hele perioden, altså frem til 1. januar 2008. Kommunen havde endvidere oplyst borgeren om muligheden for at søge om SU og tillægsstipendium til enlige forsørgere på SU.
Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at det skønnedes, at en forlængelse af støtte til uddannelsen ikke væsentligt ville forbedre borgerens muligheder for at opnå ordinær beskæftigelse og hel eller delvis forsørgelse.
Borgeren klagede over nævnets afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen spurgte borgeren, med hvilken hjemmel hendes ret til dagpenge indtil den 7. oktober 2007 var tilsidesat og erstattet med et skøn. Borgeren havde endvidere oplyst, at der stadig var behov for fuldt uddannede sygeplejersker.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det var i overensstemmelse med gældende regler og praksis, at der kun kunne bevilges støtte til en del af en uddannelse.