Ankestyrelsens principafgørelse D-25-08

2008

Resume:

Der var ikke ret til sygedagpenge under ferie. En sygemeldt dansk statsborger, der tog på ferie i et andet EU-land, var ikke berettiget til sygedagpenge, mens hun var på ferie, uanset om ferien blev afholdt i ind- eller udland. Under ferien var borgeren ikke omfattet af reglerne om midlertidigt ophold efter EU-reglerne. Borgeren var derfor ikke omfattet af § 3, stk. 3, i sygedagpengeloven.

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 3, stk. 2

En dansk statsborger boende i Danmark havde første fraværsdag på grund af sygdom den 8. september 2006.

Forud for sygemeldingen modtog hun aktiveringsydelse fra sin A-kasse. Under sygdommen ønskede borgeren at holde ferie i et EU-land med familien. Hun fremlagde for jobcentret et brev fra sin læge, hvori der stod, at lægen havde anbefalet hende at tage med på ferie, idet det ville hjælpe hende psykisk ved at give hende en positiv oplevelse.

Jobcentret afslog, at borgeren kunne få sygedagpenge under ferien, idet jobcentret vurderede, at ferien var med rekreativt formål. Datoen for varighedsbegrænsning af sygedagpengene blev forlænget på grund af den afholdte ferie.

Borgeren klagede til beskæftigelsesankenævnet. Nævnet ændrede jobcentrets afgørelse, idet nævnet fandt, at borgeren var berettiget til sygedagpenge i ferieperioden.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at borgeren var omfattet af sygedagpengelovens § 3, stk. 3, når hun var under et midlertidigt ophold i et andet EU-land.

I klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var det blandt andet anført, at det var jobcentrets opfattelse, at dagpengelovens § 3, stk. 3, ikke gav ret til udbetaling af sygedagpenge i den aktuelle situation, idet der ikke var tale om et ophold, der var reguleret ved EF- forordning nr. 1408/71.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet fastholdt sin afgørelse, men gerne så, at Ankestyrelsen optog sagen til behandling. Nævnet bemærkede endvidere, at man ikke havde anset opholdet som et ferieophold, men som et ophold, der kunne sidestilles med, at en sygemeldt person midlertidigt tog ophold hos eks. et familiemedlem eller i et sommerhus i Danmark.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om EF- forordning nr. 1408/71 skulle anvendes, når en sygemeldt dansk statsborger med fast bopæl i Danmark holdt ferie i et andet EU- land.

Borgeren var ikke berettiget til sygedagpenge under ferie i et andet EU-land i perioden 27. juni til 11. juli 2007.

Det betød, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var enig i jobcentrets afgørelse.

Beskæftigelsesudvalget ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke tilbagebetaling af evt. sygedagpenge udbetalt på grundlag af beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

En sygemeldt person var ikke berettiget til sygedagpenge, mens hun holdt ferie.

Sygedagpenge kunne dog udbetales under ophold i udlandet, når nærmere bestemte betingelser var opfyldt.

Denne borger opfyldte ikke nogen af undtagelsesbestemmelserne i dagpengelovens § 3.

Beskæftigelsesudvalget var enig med kommunens vurdering af, at opholdet fra den 27. juni til 11. juli 2007 var en ferie med rekreativt udbytte som formål. At borgerens læge havde anbefalet hende at tage med sine børn og søster på en udlandsrejse, idet det ville hjælpe hende psykisk ved at give hende en positiv oplevelse, ændrede ikke på den vurdering. Beskæftigelsesudvalget var således ikke enig i beskæftigelsesankenævnets vurdering af, at opholdet kunne sidestilles med en sygemeldt persons midlertidige ophold.

Dato for underskrift

10.11.2008

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 8. september 2016, da den er erstattet af principafgørelse 58-16.

Paragraf

§ 3

Journalnummer

7000119-08