Ankestyrelsens principafgørelse D-17-08

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 25, stk. 1 og § 26, stk. 2

En lønmodtager, som var pensionist, blev sygemeldt den 1. februar 2006. Varighedsbegrænsningen indtrådte den 31. maj 2006, og kommunen forlængede udbetalingen af sygedagpenge med 26 uger indtil 30. november 2006.

Lønmodtageren genoptog herefter sit arbejde på fuld tid i månederne december 2006, januar og februar 2007.

Den 29. marts 2007 anmodede lønmodtageren på ny om sygedagpenge med 1. sygedag den 1. marts 2007 på grund af recidiv af sygdommen, som var yderligere behandlingskrævende.

Kommunen gav efterfølgende afslag på sygedagpenge og dagpengerefusion til arbejdsgiveren. Begrundelsen var, at lønmodtageren allerede ved sygemeldingen den 1. marts 2007 havde været sygemeldt i 13 uger inden for de seneste 12 måneder. Kommunen fandt ikke grundlag for at forlænge, idet lønmodtageren var sygemeldt på grund af samme lidelse, som han den 1. februar 2006 havde været sygemeldt på grund af, og at det derfor ikke skønnedes at være grundlag for at antage, at han via behandling ville kunne genoptage sit arbejde inden for de næste 26 uger.

Arbejdsgiveren klagede, og beskæftigelsesankenævnet ændrede efterfølgende kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at der var grundlag for sygedagpenge og dagpengerefusion ved sygemeldingen den 1. marts 2007 forudsat, at den var anmeldt rettidigt.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var påbegyndt et nyt dagpengeforløb den 1. marts 2007. Det havde derfor ikke nogen betydning for retten til sygedagpenge/refusion, om den sygemeldte på dette tidspunkt havde modtaget løn under sygdom i mere end 13 uger i de 12 forudgående måneder, eller om kommunen allerede én gang havde forlænget udbetalingen af sygedagpenge på baggrund af samme lidelse.

Nævnet fandt, at lønmodtageren havde været arbejdsdygtig i mindst 13 uger efter varighedsbegrænsningens indtræden og derfor på ny var berettiget til sygedagpenge og arbejdsgiver til refusion.

Kommunen klagede herefter over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af samspillet mellem sygedagpengelovens § 26, stk. 2 og § 25, jf. § 29 om forlængelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at lønmodtageren ikke var berettiget til sygedagpenge ved sygemeldingen den 1. marts 2007.

Dette betød, at arbejdsgiveren heller ikke var berettiget til refusion af sygedagpenge.

Udvalget fandt, at lønmodtageren ved 1. fraværsdag den 1. marts 2007 i den nye sygeperiode var omfattet af varighedsbegrænsningen, der indtrådte den 31. maj 2006, idet han havde modtaget sygedagpenge i mere end 13 uger i de 12 forudgående kalendermåneder og derved havde opbrugt sin ret til dagpenge i en sammenhængende periode på mere end 13 uger.

Udvalget fandt heller ikke, at der var grundlag for forlængelse af sygedagpengeperioden, da der efter en lægelig vurdering ikke skønnedes grundlag for at antage, at lønmodtageren inden højst 26 uger ville kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet eller genoptage arbejdet.

Udvalget fandt således, at både betingelsen i sygedagpengeloven om, at den pågældende skulle have været arbejdsdygtig i mindst 13 uger efter varighedsbegrænsningens indtræden og betingelsen om, at udbetalingen af sygedagpenge ophørte, når der var udbetalt sygedagpenge for mere end 13 uger i de 12 forudgående kalendermåneder skulle være opfyldt samtidigt.

Dette ville sige, at hvis en ny sygemelding fandt sted på et tidspunkt, hvor der i de seneste 12 forudgående kalendermåneder allerede var udbetalt sygedagpenge i mere end 13 uger, så var retten til dagpenge opbrugt, selvom pågældende opfyldte beskæftigelseskravet, medmindre der var grundlag for forlængelse efter dagpengelovens § 29.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse. Dette betød dog ikke, at eventuelt allerede udbetalt refusion eller sygedagpenge efter den 1. marts 2007 skulle tilbagebetales.