Ankestyrelsens principafgørelse C-35-08

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 107 og § 167

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1387 af 12. december 2006 om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108 - § 2, stk. 4

En ansøger anmodede kommunen om bevilling af Unge Kursus på Instituttet for Blinde og Svagtsynede. Hun søgte dette kursus, da hun ønskede at flytte hjemmefra og etablere sig i selvstændig bolig.

Kommunen bevilgede kurset med et ophold af op til 6 måneders varighed. Der ansøgtes samtidig om amtslig medfinansiering ved daværende amt. Det fremgik af afgørelsen, at der ville blive beregnet en delvis egenbetaling vedrørende logiandelen.

Amtet gav betalingstilsagn til gennemførelse af kurset i maksimum 6 måneder.

Ansøger påbegyndte opholdet i maj 2005. I juli 2005 modtog hun brev fra kommunen om, at hendes egenbetaling var fastsat til 100 kr. pr. dag for kost og 1.500 kr. pr. måned for ophold. Kommunen henviste til, at da hun ikke havde udgift til egen bolig under opholdet, havde man anslået den nævnte udgift.

Ansøger klagede over afgørelsen til nævnet, da hun ikke mente, at der var lovhjemmel dertil.

Det sociale nævn ophævede kommunens afgørelse med den begrundelse, at afgørelsen om betaling ikke var truffet af den rette saglige myndighed, og hjemviste sagen til amtet til fornyet vurdering.

Amtet vurderede herefter, at der var grundlag for at fastsætte egenbetaling for ansøgers midlertidige ophold på Institutet for Blinde og Svagtsynede i perioden 9. maj 2005 – 3. marts 2006 med 50 kr. pr. døgn for kost og 80 kr. pr. døgn for logi.

Begrundelsen herfor var, at ansøger pr. måned havde en indtægt på 11.432 kr. efter skat og faste udgifter på 4.532 kr. pr. måned. Der skulle efter betalingsbekendtgørelsen være et rimeligt beløb til personlige fornødenheder, og det vurderedes, at 3.000 kr. pr. måned var et rimeligt beløb hertil. Herefter resterede 3.900 kr.

Der fandtes således grundlag for at fravige undtagelsen i betalingsbekendtgørelsens § 2, stk. 4, efter hvilken en beboer som udgangspunkt ikke betalte for ophold i den midlertidige bolig. Beløbet til udgifter til kost var baseret på forholdene på de amtslige institutioner til midlertidigt ophold efter servicelovens § 93 (nugældende § 107, stk. 2).

Dette gav en egenbetaling på 33.170 kr.

Det sociale nævn stadfæstede amtets afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der ved midlertidige ophold i et botilbud ikke skulle betales for det midlertidige ophold, og at amtets fastsættelse af opholdsbetalingen til 80 kr. pr. døgn skønnedes passende.

Nævnet lagde til grund, at kvinden havde bevaret sin tidligere bolig under det midlertidige ophold på Instituttet for Blinde og Svagtsynede, og at hun under opholdet på instituttet i gennemsnit havde en udgift på 1.909 kr. om måneden til kost og logi hos sine forældre.

Ved vurderingen af, om der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der ikke skulle ske betaling, blev der lagt vægt på, at boligudgifterne ved at bevare boligen hos forældrene skønnedes væsentligt lavere end den normale leje for tilsvarende lejemål.

I klagen fra Dansk Blindesamfund til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der ikke på noget tidspunkt havde været lovhjemmel til at fastsætte en egenbetaling for opholdet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilke tilfælde der skulle betales for et midlertidigt ophold i en boform efter servicelovens § 107, herunder om bolig hos forældre kunne anses for at være omfattet af begrebet egen bolig.

Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der ved midlertidigt ophold i et kommunalt botilbud ikke skulle betales for opholdet.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der var tale om et midlertidigt ophold i en kommunal boform, uanset at Instituttet for Blinde og Svagtsynede var en landsdækkende specialinstitution, idet Københavns Kommune stod som driftsherre.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at instituttet var omfattet af bekendtgørelsen om betaling for botilbud m.v., og at der kunne fastsættes egenbetaling i overensstemmelse med reglerne herom.

Ankestyrelsen lagde endelig til grund, at kommunen som opholdskommune skulle betale for opholdet, og derfor havde krav på egenbetalingen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var instituttet, der skulle fastsætte egenbetalingen, men opholdskommunen, således som det fremgik af betalingsbekendtgørelsen, hvorefter kommunalbestyrelsen fastsætter betaling for opholdet i botilbuddet og for kost og andre ydelser m.m.

Formålet med bestemmelsen om, at der som udgangspunkt ved midlertidigt ophold i et kommunalt botilbud ikke skulle betales for opholdet, var, at en person, der opholdt sig i et midlertidigt botilbud, havde mulighed for at bevare egen bolig under opholdet.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers bolig hos sine forældre i denne sammenhæng ikke kunne sidestilles med egen bolig, idet hun, efter de økonomiske oplysninger fra kommunen om betaling, havde haft mulighed for at opfylde sine hidtidige forpligtelser og herudover havde et rimeligt beløb til personlige fornødenheder.

Ankestyrelsen lagde således vægt på, at en person, der boede hos sine forældre ikke havde så store udgifter til kost og logi, som en person, der havde egen lejlighed eller hus, og at bolig hos forældre derfor kunne være en undtagelse fra hovedreglen om, at der ikke skulle betales for et midlertidigt botilbud.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.