Ankestyrelsens principafgørelse 136-09

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 21, stk. 1, nr. 3

Det fremgik af sagen, at borgeren, som havde været sygemeldt siden 3. januar 2008, blev indkaldt til et informationsmøde den 3. marts 2008. Den 4. marts 2008 traf kommunen afgørelse om ophør af sygedagpenge.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede afgørelsen og fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at standse udbetalingen af sygedagpenge. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde haft den fornødne hjemmel i loven til at lade udbetalingen af hans sygedagpenge ophøre.

Nævnet lagde vægt på, at undladelse af at deltage i et generelt informationsmøde ikke kunne betragtes som undladelse af at deltage i kommunens opfølgningsindsats efter sygedagpengeloven. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om et individuelt og fleksibelt opfølgningsforløb under hensyn til sygdommens karakter og sygemeldtes behov og forudsætninger, jf. sygedagpengelovens § 8, stk. 1, men alene om et generelt informationsmøde.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse. I klagen anførte kommunen, at det af indkaldelsesbrevet fremgik, at der var mødepligt, og at udeblivelse fra informationsmødet uden rimelig grund ville få den konsekvens, at sygedagpengeudbetalingen ville bortfalde i henhold til dagpengelovens § 21.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnets afgørelse var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis, der var udmeldt ved principafgørelser D-7-06 og D-3-08.

Borgeren havde ikke ret til dagpenge efter den 5. marts 2008.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren uden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgning af hans sygedagpengesag.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at retten til sygedagpenge bortfaldt, hvis den sygemeldte uden rimelig grund undlod at medvirke ved kommunens opfølgning. Beskæftigelsesudvalget henviste i den forbindelse til Principafgørelser D-7-06 og D-3-08 om udeblivelse fra informationsmøde.

Efter praksis ansås det normalt ikke for en rimelig grund til udeblivelse fra informationsmøde, at den sygemeldte havde misforstået datoen eller havde set forkert på datoen for indkaldelse, medmindre der ud fra en konkret vurdering forelå ganske særlige grunde.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på Principafgørelse D-7-06, hvorefter det ikke var en rimelig grund til udeblivelse fra informationsmøde, at den sygemeldte person havde misforstået datoen for mødet. Ved indkaldelsen til mødet var han informeret om, at udeblivelse fra informationsmødet medførte bortfald af dagpenge.

Det fremgik desuden af Principafgørelsen D-3-08, at det efter praksis normalt ikke var en rimelig grund til udeblivelse fra informationsmøde, at borgeren havde misforstået datoen eller havde set forkert på datoen for indkaldelse, medmindre der ud fra en konkret vurdering forelå ganske særlige forhold.

Beskæftigelsesudvalget lagde endvidere vægt på, at kommunen skriftligt havde orienteret borgeren om, at udeblivelsen fra mødet ville medføre bortfald af sygedagpenge. I samme brev havde kommunen oplyst, at hvis han af tvingende grund var forhindret i at deltage i mødet, var det vigtigt, at han meddelte dette til sagsbehandler og aftalte videre forløb.

Beskæftigelsesudvalget lagde endelig vægt på, at borgeren selv oplyste, at han læste brevet og troede, at han skulle møde, såfremt han ikke var afskediget. Han havde således ikke bevidst undgået at medvirke, han havde misforstået sin deltagelse grundet afskedigelse.

Beskæftigelsesudvalget vurderede, at borgeren ikke havde oplyst om ganske særlige forhold, der kunne begrunde hans udeblivelse fra informationsmødet.

Beskæftigelsesudvalget bemærkede, at udbetalingen af sygedagpenge først kunne ophøre, når afgørelsen om ophør af sygedagpenge var nået frem til modtager. I det konkrete tilfælde måtte afgørelsen anses for at være nået frem til modtager den 5. marts 2008. Kommunen kunne derfor tidligst stoppe udbetalingen fra den 5. marts 2008.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således afgørelsen fra beskæftigelsesankenævnet.

Afgørelsen medførte ikke, at borgeren skulle tilbagebetale det udbetalte beløb, som han havde modtaget på baggrund af nævnets afgørelse.