Ankestyrelsens principafgørelse 209-09

2009

Resume:

Et medlem, der udsættes for trusler om vold fra en samboende søster, anses for at have en gyldig grund til at opsige sit arbejde, når medlemmet opsiger arbejdet på grund af flytning, og når medlemmet ved en politianmeldelse kan dokumentere, at flytningen og opsigelsen skyldes en overhængende fare for medlemmets liv på grund af trusler om fysisk vold.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at en fortolkning af bekendtgørelsensbestemmelse om opsigelse af arbejde på grund affysisk vold ikke udelukkede den situation, hvor truslerne kom fra en samboende søster.

Lov om arbejdsløshedsforsikring - lovbekendtgørelse nr. 975 af 26. september 2008 - § 63, stk. 1, nr. 2

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 178 af 19. februar 2007 om selvforskyldt ledighed - § 7, stk. 1, 1. pkt. og § 28, stk. 2

Medlemmet opsagde sit arbejde.

Medlemmet havde om årsagen til opsigelsen oplyst, at hun var nødt til at flytte, fordi hun havde fået en kæreste, som hendes søstre og forældre ikke ville acceptere, og at hun af den grund blev udsat for verbale trusler fra den søster, som hun boede sammen med, samt fra hendes anden søster og forældre.

Medlemmet oplyste, at hendes søstre og forældre truede med at gøre hende ondt, og at hun på grund af disse trusler frygtede for sit liv.

Der forelå på sagen dokumentation for, at medlemmet i forbindelse med opsigelsen var flyttet til en anden landsdel, og at medlemmet var undergivet adresse- og navnebeskyttelse.

Der forelå på sagen endvidere dokumentation for, at medlemmet havde meldt truslerne til politiet i forbindelse med flytningen.

Arbejdsdirektoratet fandt, at medlemmet var selvforskyldt ledig, idet hun ikke kunne anses for at have en gyldig grund efter bekendtgørelsens kap. 4.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt det for dokumenteret, at flytningen og opsigelsen skyldtes en overhængende fare for medlemmets liv på grund af trusler om vold.

Beskæftigelsesudvalget bemærkede, at der efter ordlyden af bekendtgørelsens § 28 skal være tale om trusler om vold fra en samboende ægtefælle eller samlever.

Beskæftigelsesudvalget fandt i den forbindelse ikke, at en fortolkning af bekendtgørelsens § 28 udelukkede den situation, hvor truslerne kom fra en samboende søster.

Det var derfor Beskæftigelsesudvalgets opfattelse, at medlemmet havde en gyldig grund til at opsige sit arbejde, således at hun ikke skulle anses for selvforskyldt ledig.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således Arbejdsdirektoratets afgørelse.

Dato for underskrift

30.10.2009

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 3. juli 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 63 § 7 § 28

Journalnummer

2600290-09