Ankestyrelsens principafgørelse 27-09

2009

Resume:

Vurderingen af, om der er tale om en ulykke, må foretages ud fra en samlet vurdering af alle tre momenter i

ulykkesbegrebet (personskade - pludselig hændelse/påvirkning - årsagssammenhæng). Dette stiller særlige krav

til oplysningsgrundlaget i forhold til, hvilket faktum, der skal lægges til grund og prøves.

En pludselig hændelse/påvirkning kan anses for at være årsag til en skade, når der er en biologisk naturlig og

logisk forklaring på, at skaden opstod, som følge af en hændelse eller en påvirkning på arbejdet. Der skal fortsat

være en medicinsk årsagssammenhæng mellem en påvirkning og en skade. Det betyder, der ikke kan ske

anerkendelse, hvis den beskrevne hændelse/påvirkning ikke er egnet til at medføre en given skade, eller at

påvirkningen ikke skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår.

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet et antal sager om ulykkesbegrebet i lov om

Arbejdsskadesikring med henblik på en yderligere præcisering af, hvornår en personskade forårsaget

af en pludselig hændelse eller påvirkning, kan anerkendes som en ulykke.

I de konkrete sager, lagde Ankestyrelsen vægt på, om de beskrevne hændelsesforløb havde forårsaget de beskrevne fysiske eller psykiske skader, og det dermed fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at der var tale om en ulykke.

I sag nr. 1 (Principafgørelse 25-09) var der tale om en ulykke, da en lærer blev sparket på låret af en elev fra 6.klasse. Hændelsen var egnet til at medføre et blåt mærke og en umiddelbar og forbigående psykisk reaktion.

I sag nr. 2 (Principafgørelse 26-09) var der tale om en ulykke, da en pædagog under en personaleweekend blev udsat for chikanøs adfærd, der var subjektivt krænkende og grænseoverskridende. Hændelsesforløbet var egnet til at medføre en krisereaktion.

I sag nr. 3 (Principafgørelse 27-09) var der tale om en ulykke, da en murer skulle rejse sig fra hugsiddende, akavet sammenkrummet arbejde med flisemuring i en bruseniche. Påvirkningen var egnet til at medføre en menisklæsion.

I sag nr. 4 (Principafgørelse 28-09) var der ikke tale om en ulykke, idet et løft af en sodavandskasse på ca. 14 kilo ikke var egnet til at medføre den umiddelbart konstaterede diskusprolaps.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 5 og § 6, stk. 1

Sag nr. 3 (j.nr.1214020-08)

Sikrede var ansat som flisemurer og sad i en akavet og sammenkrummet arbejdsstilling, da han skulle lægge fliser i en bruseniche. Da sikrede skulle rejse sig fra hugsiddende stilling skulle han dreje og strække knæene. Sikrede fik øjeblikkeligt stærke smerter i venstre knæ, og i juli 2007 blev der ved operation fundet medial menisklæsion.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 22. april 2008 afgørelse om afslag på anerkendelse som en ulykke.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ulykken den 25. juni 2006, hvor sikrede fik en venstresidig menisklæsion efter arbejde i bruseniche var en

arbejdsskade.

Ankestyrelsen fandt, at påvirkningen den 25. juni 2007, hvor sikrede arbejdede i en akavet sammenkrummet stilling i forbindelse med lægning af fliser i en bruseniche, var egnet til at medføre stærke smerter/menisklæsion i venstre knæ, som sikrede fik, da han rejste sig fra den akavede, hugsiddende stilling.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede i forbindelse med arbejde som flisemurer sad i en akavet og sammenkrummet arbejdsstilling, da han skulle lægge fliser i en bruseniche. Da sikrede skulle rejse sig fra hugsiddende stilling skulle han dreje og strække knæene. Sikrede fik øjeblikkeligt stærke smerter i venstre knæ, og i juli 2007 blev der ved operation fundet medial menisklæsion.

Ankestyrelsen vurderede, at den ovenfor beskrevne påvirkning var egnet til at medføre de umiddelbart stærke smerter og den efterfølgende konstaterede menisklæsion i venstre knæ. Ved vurderingen lagde Ankestyrelsen vægt på, at sikrede i forbindelse med fliselægningen i en bruseniche befandt sig i en akavet stilling og skulle rejse sig fra hugsiddende stilling.

Dato for underskrift

26.01.2009

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 15. november 2019, da den er erstattet af principmeddelelse 60-19,

Paragraf

§ 5 § 6

Journalnummer 

1214020-08