Der var ikke ret til at indgåen § 56-aftale.
En arbejdsgiver kunne indgå en aftale om at få refusion for sygedagpenge ved den ansattes kroniske eller langvarige sygdom.
Kvindens lidelse (hypermobilitet) opfyldte ikke betingelserne, fordi der ikke var oplysninger om, at denne lidelse konkret havde medført et behov for sygemeldinger.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde ved afgørelsen vægt på, at hun tidligere arbejdede fuldt ud med lidelsen, og at der var påvist hypermobilitet i ryggen men uden særligt smertepræg. Der var endvidere fundet begyndende tegn på slidgigt i hofterne men ikke i så væsentlig grad, at det efter udvalgets vurdering kunne begrunde sygefravær på 10 dage eller mere om året med det arbejde, hun havde.
Beskæftigelsesudvalget lagde endvidere vægt på, at kvinden var deltidssygemeldt med 18 timers ugentligt arbejde, således at hun havde planlagte hviledage ind imellem arbejdsdagene.
Udvalget lagde endelig vægt på, at kvinden efter en arbejdsdag oplevede en vis forværring af smerterne og en udtalt kropslig træthed, primært i benene, således at hun skulle hvile ½ time, inden hun hentede sin søn.
Beskæftigelsesudvalget vurderede på denne baggrund, at der ikke i sagen var dokumentation for en kronisk sygdom af en sværhedsgrad, der kunne begrunde sygefravær i 10 dage årligt eller mere i en social-og sundhedsassistent stilling som beskrevet.
Udvalget tilføjede, at der ikke var oplysninger om et genkendeligt tilbagevendende symptomkompleks, men om mere diffus uspecificerbar træthed foruden hoftesmerterne, der blev tolket som begyndende slidgigt.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.