Ankestyrelsens principafgørelse 44-09

2009

Resume:

En lønmodtager, der modtog arbejdsløshedsdagpenge, var omfattet af reglen om intensiv aktivering efter 30 måneders sammenlagt ledighed. Lønmodtageren havde pligt til at tage imod tilbud om kursus i intensiv jobsøgning.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 90a

En 58-årig lønmodtager var uddannet som socialrådgiver. Lønmodtageren havde haft flere langvarige ledighedsperioder siden 2001 og havde deltaget i forskellige kurser. Hun havde senest i efteråret 2006 deltaget i et 3 måneders kursus i jobsøgning. Efter afslutningen heraf var lønmodtageren omfattet af bestemmelsen i § 90a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Efter denne bestemmelse havde personer, der modtog arbejdsløshedsdagpenge efter 30 måneders sammenlagt ledighed ret og pligt til tilbud i resten af ledighedsperioden.

Ved opfølgning i Staten i Jobcentret i begyndelsen af januar 2007 blev det aftalt, at lønmodtageren skulle deltage i et intensivt jobsøgningskursus i en måned fra den 21. januar 2007. Herudover ville Jobcentret bede kommunen finde en ansættelse med løntilskud til hende i 26 uger.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte Jobcentrets afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at lønmodtageren var omfattet af retten og pligten efter beskæftigelseslovens § 90a til intensiv aktivering i resten af ledighedsperioden.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at Jobcentret samtidig med afgivelsen af tilbuddet om jobsøgningskurset iværksatte tiltag for at få etableret en ansættelse med løntilskud.

Nævnet var opmærksomt på, at lønmodtageren netop havde afsluttet et 14 ugers jobsøgningskursus. Nævnet fandt imidlertid ikke, at dette udelukkede, at hun kunne få udbytte af det senere tilbudte kursus, der bl.a. lagde vægt på opstilling af realistiske jobmål og igangsætning af en intensiv og proaktiv jobsøgning.

Lønmodtageren anførte i klagen, at hun havde skrevet mange ansøgninger og havde søgt bredt geografisk og særligt intensivt i det seneste halve år. Hun mente derfor, at hun var hægtet af arbejdsmarkedet, og at der var brug for andre tiltag end jobsøgning og jobsøgningskurser, hvis hun skulle finde et almindeligt arbejde.

Lønmodtageren henviste endvidere til lovens § 22, stk. 3, hvorefter tilbud gives ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse praksis for anvendelse af reglerne om vejledning og opkvalificering i forhold til personer med mere end 30 måneders sammenlagt ledighed, jf. lovens § 90a.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at lønmodtageren havde pligt til at modtage kommunens tilbud om et kursus i intensiv jobsøgning.

Beskæftigelsesudvalget tog udgangspunkt i, at der med virkning fra den 1. oktober 2007 blev indført en regel om intensivering af aktiveringsindsatsen for personer med en sammenlagt ledighed på 30 måneder eller mere. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at den mere intensive indsats i de første måneder ville bestå i intensiv jobsøgning.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at det var relevant og i overensstemmelse med lovens formål at tilbyde lønmodtageren det nye jobsøgningskursus.

Udvalget lagde vægt på, at det nye kursus ifølge kursusbeskrivelsen var væsentlig mere direkte målrettet at bringe deltagerne tilbage på arbejdsmarkedet end det kursus, hun netop havde deltaget i.

Beskæftigelsesudvalget tilføjede, at også arbejdsmarkedets behov med henblik på varig beskæftigelse hurtigst muligt efter lovens § 22, stk. 3, indgik i vurderingen af hvilke tilbud, der var hensigtsmæssige ud fra en samlet vurdering.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.

Dato for underskrift

10.02.2009

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 21. september 2016, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 90a § 22

Journalnummer 

2000117-08