Ankestyrelsens principafgørelse 83-09

2009

Resume:

Kommunen kunne ikke træffe afgørelse om ophør af kontanthjælp efter 300 timers reglen uden at indhente og vurdere oplysningerne om ansøgers helbredsmæssige forhold i opgørelsesperioden.

Det fremgik af kommunens journal, at der var indsendt lægeerklæring om sygemelding, men kommunen havde ikke indhentet yderligere oplysninger eller taget stilling til, om sygemeldingen skulle medføre forlængelse af opgørelsesperioden.

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 13, stk. 8 og § 13, stk. 11

Et ægtepar havde modtaget kontanthjælp i 2 år, og da kvinden ikke havde haft 150 timers ordinært arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder, traf kommunen afgørelse om, at kontanthjælpen skulle ophøre 1. januar 2008.

Af kommunens journal fremgik det, at der i foråret 2007 var modtaget lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at hun var sygemeldt, og at sygeperioden var usikker. På baggrund af erklæringen vurderede kommunen, at hun var i matchgruppe 4, og at hun burde forsøges aktiveret.

Kvinden klagede over afgørelsen og anførte, at hun var syg og ikke kunne arbejde.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Afgørelsen var begrundet med, at parret havde modtaget kontanthjælp i 2 år, og at kvinden ikke havde dokumenteret mindst 150 timers ordinært, ustøttet arbejde i perioden 1. december 2006 – 30. november 2007.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for anvendelse af 300 timers reglen.

Sagen var ikke tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse, idet der ikke var tilstrækkelige oplysninger om, hvorvidt der i perioden 1. december 2006 - 30. november 2007 havde været perioder, hvor klager ikke kunne arbejde på grund af dokumenteret sygdom.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, det af kommunens journaludskrift fremgik, at der i april 2007 var indsendt lægeerklæring, og at det heraf fremgik, at kvinden var sygemeldt. Kommunens lægekonsulent havde i juni 2007 vurderet, at der burde forsøges aktivering, men der var ikke foretaget en nærmere undersøgelse af, om der havde været perioder, der var omfattet af aktivlovens § 13, stk. 11.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at kommunen havde vurderet, at kvinden var i matchgruppe 4.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalghjemviste således sagentil ny afgørelse i kommunen.

Dato for underskrift

27.03.2009

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 14. november 2017, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 13

Journalnummer 

2000419-08