Ankestyrelsens principafgørelse 240-09

2009

Resume:

En skade indtruffet under en rygepause skyldtes ikke arbejdets forhold, da skaden indtraf under et privat ærinde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdsgiver ved reglerne i personalehåndbogen havde tilkendegivet, at rygning i arbejdstiden eller på arbejdspladsen ikke var tilladt. Arbejdsgiver havde derved udtrykkeligt givet udtryk for, at rygning ansås for at være et privat ærinde.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 5

En ansat varefter sin frokostpause på sin arbejdsplads på vej ned i gården for at ryge. Hun gled på vej ned ad trappen i opgangen til arbejdspladsen ogbrækkede den ene albue.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte hændelsen som en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, athun under sit arbejde havde været udsat for en ulykke.

Forsikringsselskabet ankede afgørelsen og gjorde gældende, at der var tale om et privat ærinde.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en skade indtruffet i forbindelse med afholdelse af en rygepause kunne anses for at være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det var foregået under.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Det var ikke dokumenteret, at der var sket en ulykke, der var en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under.

Ankestyrelsen lagde til grund, at skadelidte gled på vej ned ad trappen i opgangen til arbejdspladsen, da hun var på vej ned i gården for at ryge efter sin frokostpause.

Ifølge arbejdsgivers personalehåndbog måtte der ikke ryges i lokalerne på arbejdspladsen eller ved indgangen til arbejdspladsen. Der måtte endvidere ikke ryges i arbejdstiden, og hvis der skulle ryges, skulle der flekses ud.

Ind- og udfleksning foregik på computeren.

Skadelidte oplyste, at hun ikke fleksede ud, idet skaden skete i frokostpausen mellem 12.00 og 13.15, hvor flekssystemet ikke registrerede ind- og udfleksning.

Ankestyrelsen fandt, at skaden indtraf efter, at skadelidte havde afbrudt arbejdet for at udføre et privat ærinde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdsgiver ved reglerne i personalehåndbogen havde tilkendegivet, at rygning i arbejdstiden eller på arbejdspladsen ikke var tilladt. Arbejdsgiver havde derved udtrykkeligt givet udtryk for, at rygning ansås for at være et privat ærinde.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at skadelidte påbegyndte det private ærinde i form af rygning ved udfleksning. Det forhold, at hun i det konkrete tilfælde ikke havde flekset ud, kunne ikke ændre ved vurderingen af, at hun havde afbrudt arbejdet for at gøre et privat ærinde, nemlig at tage en rygepause.

Dato for underskrift

01.12.2009

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 20. november 2019, da den er erstattet af principmeddelelse 73-19

Paragraf

§ 5

Journalnummer

1201854-09