Ankestyrelsens principafgørelse 138-09

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 11, stk. 1, § 11, stk. 3, § 11, stk. 4 og § 11, stk. 6

Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet - artikel 7 -

En mand ansøgte i juli 2007 om kontanthjælp i forbindelse med, at han ophørte med uddannelse. Han havde i perioden 1998-2005 opholdt sig i et andet EU-land med sine forældre. Han vendte tilbage til Danmark i 2005 for at uddanne sig.

Kommunen vurderede, at manden var berettiget til starthjælp, idet han ikke opfyldt betingelserne for at få kontanthjælp.

Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at manden ikke havde opholdt sig i Danmark i 7 år inden for de sidste 8 år. Nævnet fandt, at hans ophold i Belgien ikke kunne sidestilles med ophold i Danmark, idet han ikke havde haft arbejde i Danmark efter ankomsten til Danmark.

Det blev anført i klagen, at nævnets afgørelse var i strid med EU-retten og således i strid med de forpligtelser, som Danmark havde påtaget sig ved sin accept af de traktatmæssige forpligtelser, der fulgte af Danmarks medlemskab af EU, nærmere bestemt i dette tilfælde, bestemmelsen om arbejdskraftens frie bevægelighed og de regler, der var fastsat heraf.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere afklaring af EU-retlige regler i forbindelse med ansøgning om kontanthjælp.

Manden var alene berettiget til at modtage starthjælp.

Han opfyldte ikke betingelserne for at modtage kontanthjælp, fordi han på ansøgningstidspunktet ikke havde opholdt sig i Danmark i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at manden heller ikke var omfattet af den persongruppe af EU/EØS- borgere, som efter EU-retten var berettigede til hjælpen, idet opholdskravet kunne opfyldes ved sammenlagt 7 års ophold i Danmark og ophold i andre EU/EØS-lande. I den forbindelse lagde Beskæftigelsesudvalget vægt på, at manden forud for ansøgningen ikke havde haft arbejde i Danmark. Han havde derfor ikke opnået arbejdstagerstatus i Danmark.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at manden i perioden 1998-2005 opholdt sig i et andet EU-land med sine forældre. Han vendte tilbage til Danmark i 2005 for at læse på en skole. I 2006 fyldte han 18 år, og i juli 2007 ansøgte han om kontanthjælp i forbindelse med ophør på skolen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.

Beskæftigelsesudvalget bemærkede i afgørelsen, at et familiemedlem ifølge EU-retten havde afledt ret efter en arbejdstager. Det fulgte af kravet om ligebehandling, at en indvandrende arbejdstagers familie i den medlemsstat, hvor han havde taget arbejde, skulle have samme ret til hjælp som medlemsstatens indenlandske borgere.

Efter Principafgørelse A-1-06 er det en betingelse for, at opholdstiden i et andet EU/EØS-land kan sidestilles med ophold i Danmark, at pågældende unionsborger efter sin tilbagekomst fra et andet EU/EØS-land har opnået status som arbejdstager i Danmark.

Mandens far opholdt sig og arbejdede i et andet EU-land. Faderen kunne derfor ikke anses for at være arbejdstager i Danmark. Manden kunne derfor ikke påberåbe sig afledte EU-rettigheder efter sin far.

EU-forordning 1612/68 giver ikke en studerende fra et andet EU-land, der har opgivet at gennemføre en uddannelse her i landet, nogen EU-retlig status, der vil kunne begrunde udbetaling af kontanthjælp. Det fremgår af artikel 7, stk. 2, at det er arbejdstagere, der nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere. Det betød, at manden i ydelsesmæssige henseender var stillet på samme måde, som studerende fra andre EU/EØS lande, der opgav studiet og søgte om hjælp i Danmark. Da han var dansk statsborger, var han dog berettiget til at blive og få starthjælp i Danmark.