Ansøger, der tidligere havde arbejdet som socialrådgiver, søgte kommunen om revalidering til uddannelse som planteskolegartner. Ansøger havde forud for arbejdet som socialrådgiver også haft andet arbejde, blandt andet som pædagogmedhjælper.
Ansøger var sygemeldt på grund af stress.
Det fremgik af statusattest fra behandlingsstedet, at ansøger havde fået det betragtelig bedre i behandlingsforløbet, og at prognosen blev skønnet god, og at arbejdsevnen var ved at blive restitueret.
Kommunen gav afslag på revalidering.
Kommunen fandt, at ansøger ikke havde begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrede, at ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.
Kommunen vurderede, at ansøger havde mulighed for at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet på lige vilkår med øvrige arbejdssøgende indenfor sit arbejdsområde i en administrativ funktion uden borgerkontakt.
Beskæftigelsesankenævnet fandt, at ansøger var berettiget til revalidering. Nævnet ændrede således kommunens afgørelse.
Nævnet vurderede, at ansøger af helbredsmæssige årsager havde så væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, at ansøger var omfattet af personkredsen for revalidering.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger på grund af sin lidelse ikke havde mulighed for at varetage et job som socialrådgiver med borgerkontakt.
Nævnet lagde yderligere vægt på, at det ikke var en realistisk jobmulighed, at ansøger skulle stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet i et administrativt job som socialrådgiver. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgers fagforening havde oplyst til nævnet, at det var meget svært at få relevante administrative jobs som socialrådgiver, og at når der endelig var en ledig administrativ stilling, så blev den typisk besat internt til medarbejdere, som trængte til en pause fra borgerkontakten.
Kommunen klagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
Kommunen anførte i klagen, at ansøger ikke havde væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, der hindrede en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Kommunen fandt, at det var af principiel og generel betydning at få fastslået, om ansøger med sine arbejdsmæssige og særligt uddannelsesmæssige kompetencer og i ophørt behandling med god prognose var omfattet af aktivlovens § 46. Kommunen bemærkede hertil, at ansøger havde stilet sig fuldtids til rådighed for arbejdsmarkedet i A-kassen abrudt af arbejdsindtægt.
Sagen blev blev behandlet i principielt møde til afklaring afpersonkredsen for revalidering.
Note:
Principafgørelse 0-24-99 og 0-8-99 ophæves hermed.