Ankestyrelsens principafgørelse 46-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 96

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 60

En ansøger var bevilliget hjælpere døgnet rundt. Ansøger ansatte selv sine hjælpere, udarbejdede vagtplaner, fastlagde arbejdets indhold og indsendte lønsedler for hjælperne.

Kommunen administrerede lønudbetalingen til hjælperne, herunder ATP og indeholdelse af A-skat. Ansøger opsagde en fuldtidsansat hjælper med den begrundelse, at det var mere hensigtsmæssigt at have to hjælpere på deltid.

Den opsagte hjælper var gravid på opsigelsestidspunktet, og ansøger blev i sin egenskab af arbejdsgiver efterfølgende af Ligestillingsnævnet pålagt at betale en bod til hjælperen.

Kommunen gav afslag på ansøgning om tillægsbevilling efter § 96 til dækning af den pålagte bod, idet kommunen gjorde gældende, at ansøger selv var ansvarlig for ansættelse og afskedigelse af sine hjælpere. Kommunen skulle alene yde rådgivning. Kommunen havde udleveret en håndbog om brugeren af en hjælpeordnings rolle. Håndbogen beskrev blandt andet brugerens rolle som arbejdsgiver.

Kommunen vurderede, at dens forpligtelser i henhold til serviceloven var opfyldt, og at ansøger havde de fornødne evner til at kunne administrere hjælpeordningen. Kommunen mente endvidere at have iagttaget sin vejledningsforpligtelse.

Det sociale nævn afviste at behandle klagen over kommunens vejledning med den begrundelse, at det alene var kommunens afgørelser, der kunne indbringes for nævnet.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse vedrørende afslag på dækning af den pålagte bod efter serviceloven.

Nævnet lagde vægt på, at udgiften udsprang af et privat ansættelsesforhold. Nævnet vurderede, at boden ikke var en direkte konsekvens af ansøgers nedsatte funktionsevne. Nævnet vurderede endvidere, at der ikke kunne ydes tilskud efter § 96 til betaling af boden, da der ikke var tale om en direkte udgift i forbindelse med hjælperne.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet kunne afvise at behandle en klage over vejledning i forbindelse med hjælpeordningen efter § 96. Sagen blev endvidere behandlet for at afklare, om en bod pålagt af Ligestillingsnævnet kunne dækkes efter serviceloven.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet havde kompetence til at træffe afgørelse om, hvor vidt kommunen havde opfyldt sin vejledningspligt.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling i det sociale nævn med henblik på, at nævnet tog stilling til, om kommunen havde opfyldt sin vejledningspligt.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at det fulgte af retssikkerhedslovens § 60, at kommunens afgørelser kunne indbringes for nævnet, når det nærmere fremgik af lovgivningen.

Det fulgte endvidere af vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, punkt 188, at der også kunne klages over den måde, en sag var blevet behandlet på. Rådgivning og vejledning blev betragtet som ydelser efter den sociale lovgivning. Klager over kommunens afslag på anmodning om rådgivning og vejledning kunne behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven.

Kommunen havde en rådgivningspligt overfor modtageren af ydelsen efter § 96, særligt i forbindelse med igangsættelse af hjælpeordningen.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var hjemmel i serviceloven til at dække bod pålagt af Ligestillingsnævnet.

Ankestyrelsen kom således her til det samme resultat som det sociale nævn.

Ankestyrelsen begrundede afgørelse med, at det fulgte af servicelovens § 96, at kommunen skulle yde tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje m.v., og at dette tilskud forudsatte, at modtageren selv var i stand til at administrere hjælperordningen.

Ordningen var bygget op således, at modtageren ansatte og afskedigede hjælperne. Der var tale om et privat ansættelsesforhold mellem modtageren og hjælperne, og kommunen kunne alene træde til med rådgivning og mere praktiske forhold.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger i ansættelseskontrakten med hjælperen var angivet som aftaleretlig arbejdsgiver og selv havde afskediget hjælperen.

Kommunen var således ikke part i ansættelsesaftalen, som var indgået mellem ansøger og hjælperen.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel i § 96 til at dække en bod, som ansøger var pålagt at betale på grund af uberettiget opsigelse af en hjælper.

Servicelovens § 96 vedrørte tilskud til aflønning af hjælperne samt dækning af direkte udgifter i forbindelse med hjælperne, f.eks. billetter til indgang i forbindelse med aktiviteter.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var hjemmel i § 100 til at dække en sådan bod som en merudgift.

Ankestyrelsen lagde til grund, at den pålagte bod ikke var en konsekvens af ansøgers nedsatte funktionsevne, men derimod en konsekvens af ansøgers rolle som arbejdsgiver.