Ankestyrelsen fandt, at nævnet havde kompetence til at træffe afgørelse om, hvor vidt kommunen havde opfyldt sin vejledningspligt.
Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling i det sociale nævn med henblik på, at nævnet tog stilling til, om kommunen havde opfyldt sin vejledningspligt.
Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at det fulgte af retssikkerhedslovens § 60, at kommunens afgørelser kunne indbringes for nævnet, når det nærmere fremgik af lovgivningen.
Det fulgte endvidere af vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, punkt 188, at der også kunne klages over den måde, en sag var blevet behandlet på. Rådgivning og vejledning blev betragtet som ydelser efter den sociale lovgivning. Klager over kommunens afslag på anmodning om rådgivning og vejledning kunne behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven.
Kommunen havde en rådgivningspligt overfor modtageren af ydelsen efter § 96, særligt i forbindelse med igangsættelse af hjælpeordningen.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var hjemmel i serviceloven til at dække bod pålagt af Ligestillingsnævnet.
Ankestyrelsen kom således her til det samme resultat som det sociale nævn.
Ankestyrelsen begrundede afgørelse med, at det fulgte af servicelovens § 96, at kommunen skulle yde tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje m.v., og at dette tilskud forudsatte, at modtageren selv var i stand til at administrere hjælperordningen.
Ordningen var bygget op således, at modtageren ansatte og afskedigede hjælperne. Der var tale om et privat ansættelsesforhold mellem modtageren og hjælperne, og kommunen kunne alene træde til med rådgivning og mere praktiske forhold.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger i ansættelseskontrakten med hjælperen var angivet som aftaleretlig arbejdsgiver og selv havde afskediget hjælperen.
Kommunen var således ikke part i ansættelsesaftalen, som var indgået mellem ansøger og hjælperen.
Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel i § 96 til at dække en bod, som ansøger var pålagt at betale på grund af uberettiget opsigelse af en hjælper.
Servicelovens § 96 vedrørte tilskud til aflønning af hjælperne samt dækning af direkte udgifter i forbindelse med hjælperne, f.eks. billetter til indgang i forbindelse med aktiviteter.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var hjemmel i § 100 til at dække en sådan bod som en merudgift.
Ankestyrelsen lagde til grund, at den pålagte bod ikke var en konsekvens af ansøgers nedsatte funktionsevne, men derimod en konsekvens af ansøgers rolle som arbejdsgiver.