Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgfandt, at borgeren havde ret til at få beregnet sygedagpenge fra det tidspunkt, hvor årsopgørelsen for 2007 forelå, og hvor borgeren på ny søgte om sygedagpenge.
Årsopgørelsen for seneste regnskabsår 2007 forelå endnu ikke, da hun blev sygemeldt 2. marts 2008. Da der efterfølgende blev udarbejdet en årsopgørelse for 2007, baseret på en rettidigt indgivet selvangivelse, havde hun ret til at søge sygedagpenge på ny ud fra denne årsopgørelse. Sygedagpenge kunne først udbetales med virkning fra den dato, hvor der blev søgt på ny.
Som dokumentation for arbejdsfortjenesten ved selvstændig erhvervsvirksomhed, skulle der anvendes skattemyndighedernes årsopgørelse for seneste regnskabsår, det ville i det aktuelle tilfælde sige 2007, idet borgeren blev sygemeldt i marts 2008. Hvis selvangivelse var indgivet rettidigt, men årsopgørelsen på grundlag heraf endnu ikke forelå ved sygemeldingen, anvendtes årsopgørelsen for det seneste forudgående regnskabsår, i det aktuelle tilfælde 2006-årsopgørelsen.
Da kommunen gav afslag på sygedagpenge på grundlag af 2006-årsopgørelsen, der udviste et underskud, gav kommunen samtidig vejledning om, at borgeren havde mulighed for at søge igen, når der forelå en årsopgørelse, dvs. en årsopgørelse for det seneste regnskabsår 2007.
Beskæftigelsesudvalget bemærkede, at årsopgørelsen var udskrevet den 17. april 2008, hvoraf fulgte, at selvangivelsen måtte være indgivet rettidigt.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgkom således til det samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.