Ankestyrelsens principafgørelse 101-09

2009

Resume:

Det medførte omregning af førtidspension i 2007, at en førtidspensionist i 2007 i forbindelse med et forlig fik udbetalt feriepenge, som var optjent i 2005 og 2006.

Begrundelsen var, at der ikke var dokumentation for, at feriepengene var beskattet i henholdsvis 2005 og 2006 under optjeningen. Der var tværtimod dokumentation for, at dervar tilbageholdt skat ved udbetalingen i 2007.

Der var tale om en engangsindtægt, der skulle henføres til en 12-måneders periode, begyndende på det tidspunkt, hvor indtægten var til rådighed.

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 484 af 29. maj 2007 - § 32a og § 39, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 53 af 31. august 2007 om folkepension efter lov om social pension - 219

Kommunen fik oplyst, at førtidspensionisten i februar 2007 havde fået udbetalt 100.000 kr. fra sin tidligere arbejdsgiver i henhold til et forlig. Beløbet dækkede tidligere års feriegodtgørelser og fratrædelsesgodtgørelse.

Kommunen medtog denne indtægt i beregningsgrundlaget for pension med virkning fra 1. februar 2007 og et år frem. Ifølge kopi af lønsedlen fra arbejdsgiveren var hele beløbet på kr. 100.000 udbetalt som skattepligtig indkomst med fradrag for arbejdsmarkedsbidrag i 2007.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse om beregningen. Nævnet lagde vægt på, at han ifølge lønseddel fra sin tidligere arbejdsgiver havde fået udbetalt et skattepligtigt beløb, som skulle indgå ved beregningen af førtidspensionen.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at han ved udbetalingen fik rådighed over beløbet, og at det derfor kunne anvendes til dækning af hans forsørgelsesbehov.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at af udbetalingen på 100.000 kr. udgjorde 69.645,00 kr. tilgodehavende feriepenge, som var optjent i tidligere indkomstår.

Advokaten henviste til, at det fremgik af vejledningen om social pension, punkt 219, at feriepenge ikke indgik iden personlige indkomst i udbetalingsåret og derfor ikke gav anledning til omregning af tilkendt pension.

Desuden blev der henvist til Principafgørelse A-8-03 om feriepenges betydning i forhold til revalideringsydelse.

Endelig blev der henvist til, at feriepenge i henhold til ferieloven var særligt beskyttede sammenlignet med andre indkomster. Den særlige beskyttelse var blandt andet udslag i den begrænsede modregningsadgang i ferielovens § 29. Feriepengene, som var modtaget, var indkomster, som var optjent samtidig med lønnen i de tidligere indkomstår.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvorvidt efterbetaling af feriepenge for tidligere år medførte omregning af førtidspension.

Det medførte omregning af førtidspension i 2007, at førtidspensionisten i 2007 i forbindelse med et forlig fik udbetalt feriepenge, som var optjent i 2005 og 2006.

Der var tale om en engangsindtægt, der skulle henføres til en 12-måneders periode begyndende på det tidspunkt, hvor indtægten var til rådighed.

Begrundelsen var, at der ikke var dokumentation for, at feriepengene var beskattet i henholdsvis 2005 og 2006 under optjeningen. Der var tværtimod dokumentation for, at der var tilbageholdt skat ved udbetalingen i 2007.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at det fremgik af vejledningen om pension, at feriepenge ikke indgik i den personlige indkomst i udbetalingsåret og derfor ikke gav anledning til omregning af pensionen. Det var dog efter Ankestyrelsens opfattelse en forudsætning, at feriepengenevar beskattet løbende.

Ankestyrelsen var således enig med kommunen og nævnet i, at der var grundlag for omregning, og at der var tale om en engangsindtægt, som kunne henføres til en 12 måneders periode, begyndende på det tidspunkt, hvor indtægten var til den pågældendes rådighed.

Ankestyrelsen bemærkede til det anførte i klagen, at PrincipafgørelseA-8-03 omhandlede regler i aktivloven, der var forskellige fra pensionslovens regler om indtægtsgrundlag, og at dette ikke gav grundlag for en ændret vurdering i foreliggende tilfælde. Der var heller ikke støtte for en anden vurdering i formålet med ferieloven eller i det forhold, at der ifølge ferielovens § 39 var begrænset modregningsret. Der var i det foreliggende tilfælde alene tale om, at det udbetalte beløb indgik i indtægtsreguleringen.

Dato for underskrift

01.05.2009

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 26. marts 2019, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 32a § 39

Journalnummer 

6000459-08