Ankestyrelsens principafgørelse 213-10

2010

Resume:

Kommunens indkaldelsesbrev til jobsamtale opfyldte kravene til vejledning, som er en betingelse for at give en sanktion.

Selv om der i indkaldelsesbrevet som sanktion ikke var nævnt fradrag i hjælpen i en situation, hvor der skulle anvendes en periodesanktion, var der dog som sanktion i indkaldelsesbrevet angivet, at hjælpen nedsættes.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at ordet fradrages må anses for indeholdt i, at hjælpen nedsættes.

Ansøger, der udeblev fra jobsamtalen, var således tilstrækkeligt vejledt om konsekvenserne af at udeblive.

Ansøger var endvidere tilstrækkeligt informeret om, hvilke skridt ansøger skulle tage for igen at blive berettiget til hjælpen, idet det af indkaldelsesbrevet fremgik, at ansøger, hvis ydelsen var mistet, hurtigst muligt skulle henvende sig i jobcentret.

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

02-02-2011

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 35 og § 37

Note:

Afløses af 6-11 og 5-11

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NN´s sag om, hvorvidt den vejledning, der er givet ved indkaldelse til jobsamtalen har været tilstrækkelig til, at der har kunnet tages stilling til sanktion for udeblivelsen fra jobsamtalen.

Resultatet er

• NN har været tilstrækkeligt vejledt ved indkaldelsen til jobsamtalen om konsekvenserne af at udeblive fra jobsamtalen

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY herom.

Det betyder, at afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY ikke gælder.

• Vi hjemviser samtidig sagen til Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY med henblik på nævnets afgørelse af, om der har været en rimelig grund til at udeblive fra samtalen.

Afgørelsen medfører ikke, at NN skal tilbagebetale kontanthjælp, som måtte være udbetalt som følge af nævnets afgørelse den 26. april 2010.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at indkaldelsesbrevet til jobsamtalen den 17. november 2009 opfylder kravene i bestemmelsen i lov om aktiv socialpolitik om konsekvenserne af at udeblive fra en jobsamtale.

Beskæftigelsesudvalget finder endvidere, at indkaldelsesbrevet opfylder kravet til at informere om, hvilke skridt en person, der udebliver, skal tage for igen at blive berettiget til hjælpen.

Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det af indkaldelsesbrevet den 5. november 2009 til jobsamtalen den 17. november 2009 fremgår, at hjælpen nedsættes.

Vi er opmærksomme på, at der er tale om en udeblivelse fra jobsamtale, og at der i sådan en situation skal ske fradrag i hjælpen.

Vi finder dog, at det forhold, at der i indkaldelsesbrevet er angivet, at hjælpen nedsættes, er tilstrækkeligt til, at der er vejledt om konsekvenserne, idet ordet fradrages må anses for indeholdt i, at hjælpen nedsættes.

I forhold til, at vi finder, at der er informeret om, hvilke skridt den udeblevne skal tage for igen at blive berettiget til hjælpen, har vi lagt vægt på, at det i indkaldelsesbrevet fremgår, at har du mistet din ydelse, skal du hurtigst muligt henvende dig i jobcentret.

Vi har endeligt lagt vægt på, at der i Beskæftigelsesministeriets vejledning nr. 34 af 28. april 2010 om rådighed og sanktioner for personer, der ansøger om eller modtager kontanthjælp eller starthjælp er anført vedrørende kravet til vejledning, at der skal drages parallel til den vejledningspligt, der gælder på sygedagpengeområdet.

Det er således på sygedagpengeområdet en forudsætning for sanktion, at der utvetydigt er orienteret om, at der vil være en konsekvens. Vi henviser også til praksis på sygedagpengeområdet i Principafgørelse D-11-06, om at det skal fremgå, at hjælpen vil bortfalde.

Det bemærkes, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ved sin afgørelse ikke har taget stilling til, om der har været en rimelig grund til udeblivelsen fra jobsamtalen. Dette spørgsmål er derfor hjemvist til beskæftigelsesankenævnet.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet, Statsforvaltningen YY traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets, Statsforvaltningen YY`s afgørelse af 26. april 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 6. maj 2010 med nærmere redegørelse for klagen den 17. juni 2010

• Beskæftigelsesankenævnet i StatsforvaltningenYY`s genvurdering

Det fremgår af sagens oplysninger, at NN i brev af 5. november 2009 blev indkaldt til jobsamtale i kommunen den 17. november 2009. Det fremgår endvidere, at NN udeblev fra jobsamtalen den 17. november 2009.

Det fremgår af indkaldelsesbrevet den 5. november 2009, at der er mødepligt, og at det vil få betydning for udbetalingen af kontanthjælpen, hvis der sker udeblivelse fra samtalen uden rimelig grund, idet hjælpen nedsættes.

Det fremgår endvidere af indkaldelsesbrevet, at hvis den pågældende mister sin ydelse, skal den pågældende hurtigst muligt henvende sig i jobcentret.

Der fremgår endvidere af lovgrundlaget i indkaldelsesbrevet, at der også henvises til bestemmelsen i aktivlovens § 37.

Kommunen traf den 27.november 2009 afgørelse om, at der skulle fradrages i NN´s kontanthjælp efter aktivlovens § 37, svarende til det antal dage, der var mellem den 17. november 2009 og til NN på ny kontaktede jobcentret, idet NN uden rimelig grund var udeblevet fra samtalen den 17. november 2009.

Beskæftigelsesankenævnet traf den 26. april 2010 afgørelse om, at kommunens afgørelse var ugyldig og ophævede afgørelsen.

Begrundelsen var, at nævnet ikke fandt, at kommunens vejledning i forbindelse med indkaldelse til jobsamtalen i tilstrækkelig grad opfyldte kravene i aktivlovens § 35, stk. 2.

Nævnet henviste til, at der i indkaldelse til jobsamtalen ikke var angivet, at udeblivelse medførte fradrag i hjælpen. Nævnet fandt ikke, at alternative sanktioner i form af nedsættelse af hjælpen var tilstrækkelig til at opfylde kravene i aktivlovens § 35, stk. 2.

Nævnt fandt heller ikke, at kommunen efter aktivlovens § 35, stk. 1, havde informeret om, hvilke skridt en person, der udebliver, skal tage for igen at blive berettiget til hjælpen.

Kommunen har den 6. maj 2010 med nærmere redegørelse for klagen den 17. juni 2010 klaget over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen

Kommunen ønsker ved sin klage en principiel stillingtagen til, om ordlyden i indkaldelsesbrevet er dækkende i forhold til vejledningsforpligtelsen. Kommunen har anført, at der er tale om et landsdækkende systembrev, udviklet i samarbejde med Kommuners Landsforening.

Nævnet har ved genvurdering fastholdt sin afgørelse.

Dato for underskrift

30.10.2010

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 37 § 35

Journalnummer

2100275-10