Ankestyrelsens principafgørelse 43-10

2010

Resume:

Klagefristen udløber 4 uger fra den dag, afgørelsen er modtaget. Klagefristen begynder at løbe den dag, klager har modtaget afgørelsen pr. e-mail, selvom afgørelsen er modtaget efter kl. 16.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1203 af 10. december 2009 - § 67 stk. 1 og § 67 stk. 2

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om beregning af klagefristen

Resultatet er:

• Klagen er modtaget for sent

Det betyder, at vi ikke kan behandle klagen over standsning af sygedagpenge.

Begrundelsen for, at vi ikke kan behandle sagen er, at klagen er modtaget for sent.

Vi har lagt til grund, at du har modtaget afgørelsen pr. mail mandag, den 30. marts 2009 kl. 16.02, og at nævnet har modtaget din klage tirsdag, den 28. april 2009 kl. 15.50. Klagen skulle være modtaget mandag, den 27. april 2009 inden normal kontortids ophør for at være rettidig.

Beskæftigelsesudvalget henviser til, at klagefristen er 4 uger fra den dag, klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fristen udmåles i uger og ikke i timer og minutter. Det betyder, at en klager har mulighed for indenfor de 4 uger at klage. Det forhold, at der i klagevejledningen vejledes om, at klagen skal være indgivet inden kontortids ophør den dag, fristen udløber, har ikke indflydelse på, fra hvilken dag klagefristen begynder at løbe.

Nævnet har den 17. juni 2009 sendt klagen til Ankestyrelsen uden at foretage genvurdering af afgørelsen, da nævnet vurderer, at klagefristen ikke er overholdt.

Ankestyrelsen kan se bort fra, at klagefristen ikke er overholdt, når der er særlig grund til det.

Du har oplyst, at mailen med afgørelsen er tikket ind på din mail server den 30. marts 2009 kl 16.02. Du anfører, at det er efter kontortids ophør, som efter din opfattelse er kl. 16.00. Du har også påpeget, at din klage pr. mail er modtaget i nævnet den 28. april 2009 kl. 15.50, hvilket er inden kontortids ophør og at dette i øvrigt er ubestridt.

Som årsag til fristoverskridelsen har du i brev til Ankestyrelsen den 25. maj 2009 oplyst, at du fuldt ud var klar over tidspunkterne, og at du bevidst afsendte din klage umiddelbart forinden fristen udløb. Det var for yderligere at kunne dokumentere, at Beskæftigelsesankenævnet er og bliver i ond tro i alt hvad de foretager sig, og at du vidste at de ville forsøge at gøre en fristoverskridelse gældende.

Dette er ikke grund nok til at se bort fra, at klagefristen ikke er overholdt.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

· Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 30. marts 2009

· Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 28. april 2009. .

Ved afgørelsen tiltrådte nævnet V Kommunes afgørelse om, at du ikke har ret til sygedagpenge efter den 9. november 2008 med den begrundelse, at du ikke var uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Du har klaget over nævnets afgørelse.

Nævnet har videresendt klagen til Ankestyrelsen og har tilføjet at hvis der bortses fra fristoverskridelsen, beder nævnet om at få akterne tilbage midlertidigt til brug for nævnets genvurdering.

Vi har behandlet sagen for at afklare, hvordan klagefristen beregnes, når afgørelsen er sendt pr. mail.

Dato for underskrift

31.03.2010

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 67

Journalnummer

3800075-09