Ankestyrelsens principafgørelse 67-10

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 100 og § 112

Velfærdsministeriets bekendtgørelse nr. 1124 af 25. november 2008 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 1

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven - § 13

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i kommunens sag om beregning af merudgiftsydelse for NN

Resultatet er:

• Kommunen skal ikke behandle og afgøre sagen på ny

Det betyder, at afgørelsen fra Det Sociale Nævn i StatsforvaltningenY ikke gælder.

Vi ophæver således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Hvis der som følge af Det Sociale Nævns afgørelse er udbetalt ydelser til NN skal disse ikke betales tilbage.

Begrundelsen for vores afgørelse er, at der ikke er hjemmel i serviceloven til at yde støtte til synshjælpemidler efter reglerne om dækning af merudgifter.

Merudgiftsydelsen i servicelovens § 100 er et supplement til servicelovens øvrige bestemmelser om støtte i den forstand, at hvis en støtteydelse kan opnås gennem en særlig bestemmelse i serviceloven eller bestemmelser i anden lovgivning, så skal støtten ydes efter specialbestemmelsen. Begrebet merudgifter er defineret bredt i servicelovens § 100 og den tilhørende bekendtgørelse.

Vi har ved vores afgørelse lagt vægt på, at kontaktlinser ydes som synshjælpemidler efter bestemmelsen i servicelovens § 112 om støtte til hjælpemidler, samt efter § 13 i den tilhørende bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven. Til bekendtgørelsen hører endvidere en liste med indikationer for hjælp til briller og kontaktlinser.

Det forhold, at støtte til synshjælpemidler er særligt reguleret i en bestemmelse i serviceloven taler imod at indfortolke en hjemmel til at bevilge den samme ydelse efter en anden og bredere beskrevet hjemmelsbestemmelse. En sådan adgang til udvidet dækning har heller ikke støtte i forarbejderne til merudgifts-bestemmelsen.

Da området for synshjælpemidler efter deres art og karakter således er detaljeret afgrænset i servicelovens § 112 er der på den baggrund ikke grundlag for at antage, at lovgiver har tilsigtet at udvide området for synshjælpemidler, således at sådanne også skulle kunne dækkes efter merudgifts-reglerne.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 11. februar 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 5. marts 2009

• Nævnets genvurdering

Der er tale om en 61-kvinde med medfødt stofskiftesygdom (klassisk Homocystinuri), som indebærer risiko for blodpropper i hjerne, hjerte og nyrer, samt for årebetændelse. Som følge af sygdommen har ansøger som 29-årig fået bortopereret egne øjenlinser (linseluksation) og har nedsat syn, hvorfor hun mener at have brug for kontaktlinser. Ansøger kontrolleres i X Hospitalets X Afdeling og behandles medicinsk. Ansøger har lejlighedsvise rygsmerter og er to gange opereret i højre knæ.

Ansøger er vurderet hørende under personkredsen i servicelovens § 100 om merudgifter, men med hensyn til støtte til udgiften kontaktlinser er det efter servicelovens § 112 kommunens efterfølgende vurdering, at ansøger kan klare sig uden kontaktlinser.

Kommunen kunne ikke imødekomme ansøgningen om dækning af ansøgers udgifter til kontaktlinser som merudgifter efter servicelovens § 100. Begrundelsen var, at støtte til udgiften til kontaktlinser skulle søges dækket efter servicelovens § 112 om støtte til hjælpemidler.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse efter servicelovens § 100. Begrundelsen var, at kommunens foretagne opgørelse af ansøgers nødvendige merudgifter ikke var korrekt. Nævnet var ikke enig i kommunens vurdering af, at udgifterne til kontaktlinser ikke kunne betragtes som en merudgift. Henset til, at udgiften ikke kunne dækkes efter specialbestemmelsen om hjælpemidler i servicelovens § 112, måtte udgiften efter nævnets vurdering anses for at være en merudgift, der kunne dækkes efter § 100.

Kommunen har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at ansøgers udgifter til kontaktlinser skal søges dækket efter servicelovens § 112. Ansøger har efterfølgende fået afslag på støtte til kontaktlinser, idet hendes synsnedsættelse ikke er så kraftig, at den berettiger til støtte. Ansøger kan efter øjenlægens vurdering klare sig uden kontaktlinser. Det fremgår af Socialministeriets vejledning, at kontaktlinser dækkes efter servicelovens § 112. Kontaktlinser og briller er derfor at regne for hjælpemidler. Servicelovens § 100 er subsidiær til anden lovgivning og kommunen mener derfor ikke, at der er lovhjemmel til at dække ydelser efter § 100, som der er givet afslag på efter anden lovgivning grundet at funktionsnedsættelsen er ubetydelig.

Nævnet har ved genvurdering bemærket, at der ikke er kommet nye oplysninger eller anbringender frem, der kan give grundlag for at ændre afgørelsen. Nævnet henviser til den begrundelse, der er anført i nævnets afgørelse. Det er nævnets vurdering, at kontaktlinseudgiften, idet den ikke kan dækkes efter servicelovens § 112, i den konkrete sag må kunne søges dækket efter § 100, da udgiften udspringer af den funktionsnedsættelse, som bevirker, at ansøgeren er omfattet af personkredsen i § 100.

Vi har behandlet sagen for at afklare, om kontaktlinser kan bevilges som en merudgiftsydelse, når kontaktlinserne ikke kan bevilges efter bestemmelserne om hjælpemidler.