Ankestyrelsens principafgørelse 107-10

2010

Resume:

En afgørelse om retten til sygedagpenge var ugyldig, da den måtte anses for at være truffet af anden aktør.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på aftalen, der var indgået mellem det private firma og kommunen om opgavevaretagelsen. Det fremgik heraf, at der afregnedes med firmaet for tilgåede sager for hver periode.

Beskæftigelsesudvalget fandt ikke, at det forhold, at konsulentfirmaet stillede vikarer til rådighed, eller at selve opfølgningssamtalerne foregik på jobcentret, medførte en ændret vurdering af, at afgørelsen om retten til sygedagpenge var truffet af anden aktør. Dette understøttedes også af, at afgørelsen var underskrevet af det private firma.

Beskæftigelsesudvalget lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at overdragelse af myndighedsopgaver til private virksomheder kræver klar lovhjemmel.

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 19 og § 68

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, hvorvidt den afgørelse, der er truffet om ophør af sygedagpenge, er en afgørelse truffet af anden aktør, og hvis dette er tilfældet, om der er hjemmel hertil.

Resultatet er

•X ApS, herunderY Team er at betragte som anden aktør i henhold til regler om anden aktør i sygedagpengeloven. A Kommune har derfor ikke haft hjemmel til at uddelegere sin kompetence til at træffe afgørelser om retten til sygedagpenge tilY Team.

• Afgørelser truffet afY Team om retten til sygedagpenge, herunder afgørelsen af 12. maj 2009 i NNs sag, er derfor ugyldige.

Beskæftigelsesudvalget har vurderet sagsbehandlingen i forbindelse med remonstrationen og finder, at kommunen ikke har truffet en afgørelse, der regulerer forholdet overfor borgeren.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er således enig i nævnets afgørelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ved afgørelsen lagt vægt på, at X ApS er en privat virksomhed, der udfører opgaver for A Kommune.

Det forhold, at A Kommune under opgavevaretagelsen har ansvaret for indsatsen og ansvaret for, at lovgivningen kan opfyldes samt pligt til at føre tilsyn med, hvordan opgaven løses, medfører ikke en ændret vurdering af, atX ApS i varetagelsen af opgaven er at betragte som anden aktør i sygedagpengelovens forstand.

Tilsvarende ændrer den oprettede myndighedsfunktion og dennes opgaver ikke ved, at der er tale om en anden aktør i sygedagpengelovens forstand.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at overdragelse af myndighedsopgaver til private virksomheder kræver klar lovhjemmel.

Det forhold at konsulentfirmaet stiller vikarer til rådighed kan ikke ændre vurderingen af, at der er tale om anden aktør, hvilket understøttes af, at afgørelsen er underskrevet Y Team.

Af sygedagpengelovens § 19, som den var formuleret før 6. juli 2009, fremgår:

Kommunen kan som led i at styrke opfølgningsindsatsen overlade opgaver til andre aktører. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunen.

Stk. 2. Kommunen udarbejder en opfølgningsplan efter § 16, inden anden aktør inddrages. I planen fastsættes den anden aktørs indsats m.v.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvordan indsatsen kan varetages af andre aktører.

Af sygedagpengelovens § 68, stk. 1, fremgår:

Kommunen træffer afgørelse om retten til sygedagpenge, jf. reglerne om opholds- og handlekommune i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det fremgår af dagældende vejledning til sygedagpengelovens § 19, at ved at overdrage opgaver til andre aktører får disse aktører ikke kompetence til myndighedsudøvelse, og andre aktører kan derfor ikke træffe afgørelser, der kan få konsekvenser for den sygemeldtes sygedagpenge. Afgørelse om evt. standsning af sygedagpenge skal træffes af kommunen. Andre aktører kan heller ikke indhente lægelige oplysninger.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder således ikke, at der er hjemmel i sygedagpengeloven for A Kommune til at uddelegere kompetencen tilY Team til at træffe afgørelse om standsning af sygedagpenge. Y Teams afgørelser herom er derfor ugyldige og dermed også afgørelsen vedrørende NN.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 30. oktober 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 12. november 2009

• Nævnets genvurdering

Ved afgørelse af 12. maj 2009 er det meddelt NN, at hendes dagpenge vil ophøre den 31. maj 2009, da der ikke kunne udbetales sygedagpenge i mere end 52 uger indenfor de 18 forudgående kalendermåneder.

Samtidig ville der ske udsættelse af afgørelsen om fortsat dagpengeret med henblik på at afvente en statusattest fra en psykiater. Sagen var ikke tilstrækkelig oplyst til, at det kunne vurderes, om der var grundlag for at forlænge dagpengene.

Afgørelsen fremstod som truffet af Jobcenter A. Den var underskrevet af H, fraY Team.

Af sagen fremgår i øvrigt, at kommunen for at sikre, at den fortsat kunne overholde fristerne i sager om sygedagpenge, havde indgået aftale om midlertidig ansættelse af rådgivere fra konsulentfirmaetX ApS. Opfølgningen i NNs sygedagpengesag var derfor overgået til en af disse rådgivere.

Opgaven ville blive udført i nært samarbejde med Jobcentret og efter de samme regler og forskrifter, som var gældende i tilsvarende sager i A Kommune.

NN klagede over afgørelsen.

Nævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til behandling og afgørelse i kommunen.

Begrundelsen var, at der ikke var hjemmel i den dagældende sygedagpengelov til, at en anden aktør end kommunen, i dette tilfælde Y Team, kunne udføre myndighedsopgaver, herunder udarbejde ressourceprofilen og træffe afgørelse på kommunens vegne.

Nævnets afgørelse betød, at kommunen skulle opdatere ressourceprofilen og herefter tage stilling til dagpengeretten.

Nævnets afgørelse betød ikke, at udbetalingen af sygedagdagpenge umiddelbart kunne fortsættes efter den 31. maj 2009.

Nævnet fandt ikke, at det gjorde nogen forskel, at det var en ansat i kommunen, der havde genvurderet afgørelsen i forbindelse med klagen.

Kommunen klagede over afgørelsen.

I klagen blev det anført, at Jobcenter A havde indgået aftale med konsulentfirmaetX ApS om at stille et antal vikarer til rådighed for den almindelige drift.

Af praktiske årsager var disse vikarer blevet placeret sammen, men indgik på lige fod med Jobcentrets øvrige medarbejdere i opgaveløsningen. Der var på ingen måde tale om, at det pågældende firma havde budt ind på en opgave som ”Anden Aktør” og vikarerne refererede i faglig henseende til Jobcentrets ledelse i lighed med det øvrige personale ansat i Jobcentret.

Jobcentret A fandt, at vikarer tilknyttet kommunerne gennem vikarbureauer måtte sidestilles med det personale, der var ansat af kommunen selv, og at myndighedsopgaver dermed i fuldt omfang kunne udføres af disse på lige fod og samme vilkår med hensyn til kompetence m.v. som det øvrige personale i jobcentret.

Nævnet fastholdt ved genvurderingen sin afgørelse.

Dato for underskrift

31.03.2010

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 85 § 96 § 82 § 14 § 100

Journalnummer

3500472-09