Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen
• Det Sociale Nævns afgørelse af 18. januar 2010
• Klagen til Ankestyrelsen af 4. februar 2010
• Det Sociale Nævns genvurdering
Kommunen traf afgørelse om afslag om økonomisk støtte til dækning af udgifter til oprydning og rengøring af lejligheden.
Begrundelsen for afgørelsen er, at kommunen – som sagen forelå oplyst – ikke fandt, at der var beskrevet eller godtgjort et behov for det ansøgte. Kommunen fandt derfor ikke, at der var tale om en udgift, som efter sin karakter kunne anses for en rimelig begrundet enkeltudgift, som berettiger til hjælp.
Kommunen har henvist til, at udgiften har sit udspring i, at udlejeren på eget initiativ og for egen regning iværksatte oprydning/rengøring af lejligheden den 19. januar 2009. Kommunen fandt det hverken dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at der påhviler borgeren en retlig forpligtelse til overfor udlejer at dække den afholdte udgift til oprydning og rengøring. Udlejer måtte følge de almindelige regler i lov om leje af almene boliger.
Nævnet har hjemvist sagen til kommunen til fornyet stillingtagen og afgørelse. Årsagen er, at kommunen ikke har efterlevet nævnets afgørelse af 16. juli 2009.
Nævnet har i den oprindelige afgørelse af 16. juli 2009 vurderet, at der er tale om en rimelig begrundet enkeltudgift, hvortil der kan ydes støtte efter aktivlovens § 81. Nævnet vurderer samtidig, at udgiften er af afgørende betydning for den videre livsførelse. Afgørelsen er ikke anket og står derfor ved magt.
Nævnet fandt således ikke, som anført af kommunen, at den ansøgte udgift havde sit udspring i, at udlejer har iværksat og betalt for oprydning/rengøring af hendes lejlighed den 19. januar 2009.
Nævnet vurderer, at den ansøgte udgift var opstået på grund af hendes tilstand som gjorde, at hun ikke magtede at varetage pasningen af eget hjem, at lejligheden var ubeboelig og udgjorde en sundhedsrisiko både for hende selv og de andre beboere, samt at der ifølge embedslægen var tale om en stor smitterisiko og betydelig fare ved at opholde sig i lejligheden.
Kommunen skulle således foretage en vurdering af, hvorvidt NN selv har økonomisk mulighed for at betale den ansøgte udgift til oprydning og rengøring af lejlighed set i forhold til udgiftens størrelse.
Det sociale Nævn fandt, at sagen var truffet på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag.
Nævnet henledte opmærksomheden på retssikkerhedslovens § 10, hvorefter det er kommunen der har ansvaret for sagens oplysning. Når der er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum hører det således med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret.
Kommunen skulle derfor træffe en ny afgørelse i sagen ud fra ovenstående retningslinier.
Kommunen har klaget over nævnets afgørelse og blandt andet anført, at det vil være ulovligt at yde den søgte hjælp.
Kommunen har efterfølgende anmodet om, at klagen tillægges opsættende virkning.
Nævnet har afvist at yde klagen opsættende virkning, og dette har kommunen påklaget til Ankestyrelsen