Ankestyrelsens principafgørelse 144-10

01-01-2010
Barselsloven Arbejdsløshedsdagpenge Barsel Beregningsgrundlag Beskæftigelseskrav Udland Gældende Kommunal Udbetaling Danmark

Resume:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at barselsdagpenge ved ankomsten til Danmark skulle udgøre samme beløb, som pågældende kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis hun ikke havde modtaget dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.

Pågældende havde modtaget barselsdagpenge på Island. Da hun rejste til Danmark var hun ikke længere berettiget til barselsdagpenge på Island. Hun ønskede at gå på fortsat barsel efter de danske regler. Ved hjemkomsten til Danmark blev hun optaget i en arbejdsløshedskasse. Hvis hun ikke havde ønsket at fortsætte sin barsel, havde hun været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lovbekendtgørelse nr. 1084 af 13. november 2009 - § 36

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvilket beregningsgrundlag, der skal anvendes, når retten til barselsdagpenge indtræder ved ankomst fra udlandet i orlovsperioden, herunder om det er indtægtsniveauet ved orlovens begyndelse, ved fødslen eller ved ankomst til Danmark.

Resultatet er

• Dine barselsdagpenge skal udgøre samme beløb, som du kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis du ikke havde modtaget dagpenge efter denne lov.

Vi hjemviser sagen til A kommune til fornyet behandling og afgørelse.

Det betyder, at afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i StatsforvaltningenYY ikke gælder.

Vores afgørelse medfører ikke, at du skal tilbagebetale barselsdagpenge, såfremt den nye beregning af barselsdagpenge eventuelt skulle komme til at udgøre et mindre beløb.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at dine barselsdagpenge ved ankomsten til Danmark skulle udgøre samme beløb, som du kunne havde modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis du ikke havde modtaget dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.

Beskæftigelsesudvalget har lagt vægt på, at du ved din afrejse fra Island ikke længere var berettiget til barselsdagpenge på Island.

Beskæftigelsesudvalget finder herefter, at størrelsen af dine barselsdagpenge reguleres efter § 36, hvorefter barseldagpenge til et ledigt medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse udgør samme beløb, som personen kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den pågældende ikke havde modtaget dagpenge efter denne lov.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 26. maj 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 20. august 2009

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Vi har behandlet sagen for at afklare, hvilket beregningsgrundlag, der skal anvendes, når retten til barselsdagpenge indtræder ved ankomst fra udlandet i orlovsperioden, herunder om det er indtægtsniveauet ved orlovens begyndelse, ved fødslen eller ved ankomst til Danmark.

Dato for underskrift

30.06.2010

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 36

Journalnummer

7200066-09