Kravet om bopæl her i riget i mindst 30 år
Ankestyrelsen finder, at du opfylder kravet om bopæl i Danmark i mindst 30 år, for at få pension under din bopæli et asiatisk land.
Retten til pension er som hovedregel betinget af, at modtageren har fast bopæl her i riget eller hyre på dansk skib.
Kravet om dansk bopæl er dog blandt andet fraveget for personer med dansk indfødsret, som er fyldt 65 år, og som har fast bopæl her i riget i mindst 30 år mellem det fyldte 15. år og det fyldte 65. år.
Ved afgørelsen af, om 30 års-kravet er opfyldt, skal der efter Ankestyrelsens opfattelse, ikke kun tages hensyn til den bopælstid på 12 år, du har optjent i Danmark, men der skal også medregnes de forsikrings- og bopælsperioder, du har tilbagelagt i andre EU/EØS-lande.
Du har efter den fremlagte dokumentation sammenlagt optjent bopælstid i Danmark og i Norge på i alt mere end 30 år mellem det fyldte 15. og det 65. år.
Begrundelsen er, at EF-traktaten artikel 39 (nu Lissabon-traktatens artikel 45) om fri bevægelighed og ophold skal forstås som et forbud mod, at der i national lovgivning fastsættes krav om optjening og eksport af ret til dansk pension, der er til ugunst for borgeren, der udøver retten til fri bevægelighed og beskæftigelse på en anden medlemsstats område.
Det betyder, at en borger, der er statsborger i et EU/EØS-land, og som udøver retten til fri bevægelighed, som udgangspunkt vil kunne sammenlægge bopæls- og beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt i et andet EU/EØS-land med danske bopælsperioder til opfyldelse af 30 års-kravet i pensionslovens § 3, stk. 2. Med henvisning til EØS-aftalen gælder dette både i forhold til optjening i et EU-land og et EØS-land.
Det er ved opgørelsen af kravet om 30 år for at få pension i udlandet lagt til grund, at bopæls- og forsikringsperioderne fra andre lande medregnes. Din folkepension skal udelukkende beregnes på grundlag af den bopælstid, du har optjent efter den danske lov om social pension.
Opgørelsen af din danske bopælstid
Pensionsstyrelsen skal tage stilling til, om du har ret til pension på grundlag af yderligere bopælstid i Danmark.
Der er herved lagt vægt på, at du ifølge afgørelsen fra Sikringsstyrelsen, nu Pensionsstyrelsen, havde optjent ret til dansk pension på grundlag af 12 års bopælstid, men at du under sagens behandling har oplyst, at du herudover har været ansat for danske virksomheder i udlandet.
Pensionsstyrelsen skal derfor til brug for beregning af din danske pension nu tage stilling til, hvorvidt du under ophold i udlandet har optjent perioder, der skal sidestilles med bopæl her i riget i medfør af pensionslovens § 8, stk. 1. Ifølge lovens § 8, stk. 2 medregnes der ved opgørelsen af bopælstid dog ikke den tid, i hvilken der samtidig optjenes sociale pensionsrettigheder i udlandet.
Det bemærkes, at retten til at modtage pension i udlandet efter § 3, stk. 2 omfatter folkepensionens grundbeløb og tillæg efter § 14, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det fremgår af pensionslovens § 3, stk. 5.