Ankestyrelsens principafgørelse 18-10

2010

Resume:

Der skulle ske fradrag i ledighedsydelsen for invalidepension udbetalt af pensionskasse, idet der var tale om en pensionsordning, som var led i et tidligere ansættelsesforhold, og som også arbejdsgiver bidrog til.

Det fremgik af sagens oplysninger, at borgeren havde fået udbetalt invalidepension fra juni 2002, og at hun pr. 2. august 2003 fik tilkendt ledighedsydelse, idet arbejdsevnen var varigt nedsat.

Hun kunne alene få ledighedsydelse med fradrag for invalidepensionen.

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

23-12-2010

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 74d, stk. 5

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 522 af 7. juni 2001 om beregning af ledighedsydelse, fradrag i ledighedsydelse og varsling af ferie med ledighedsydelse - § 9 og § 12

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om fradrag i ledighedsydelsen ved udbetaling af invalidepension fra pensionskasse

Resultatet er:

Der skal ske fradrag i ledighedsydelsen for invalidepensionen fra din pensionskasse.

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen XX.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at den løbende udbetaling af pension er et led i dit ansættelsesforhold, og at den derfor skal fradrages i ledighedsydelsen.

Vi har lagt vægt på, at Pensionskassen har oplyst, at pensionsordningen er en obligatorisk ordning, som der indbetales til jf. overenskomsten for YY. Ordningen medfører, at arbejdsgiver indbetaler 2/3 af pensionsbidraget, mens 1/3 indbetales af medlemmet selv. Pensionskassen har endvidere oplyst, at udbetalingen af invalidepension sker på baggrund af de indbetalinger, som der er foretaget af henholdsvis arbejdsgiver og medlem.

Invalidepension udbetalt af pensionskassen er dermed omfattet af § 9 i bekendtgørelse nr. 522 af 7. juni 2001 om beregning af ledighedsydelse, fradrag i ledighedsydelse og varsling af ferie med ledighedsydelse.

Efter § 9 skal der ske fradrag i ledighedsydelse for løbende udbetaling af pension inklusiv tillæg, som er led i tidligere ansættelsesforhold, og som er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiver bidrager til pensionen.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

Beskæftigelsesankenævnets afgørelse

Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg

Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Beskæftigelsesankenævnets brev, Samtalenotat, brev og mail

Det fremgår af sagen, at du siden den 1. juni 2002 har fået udbetalt invalidepension fra Pensionskassen. Du fik den 2. august 2003 tilkendt ledighedsydelse.

Kommunen traf afgørelse om, at invalidepensionen skulle betragtes som indtægt og dermed modregnes i ledighedsydelsen jf. § 9 i bekendtgørelsen om beregning af ledighedsydelse, fradrag i ledighedsydelse og varsling af ferie med ledighedsydelse.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte den 29. april 2009 kommunens afgørelse.

YY har på dine vegne klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen er der blandt andet anført, at den pågældende praksis har været fulgt igennem længere tid, og at der ikke tidligere har været problemer.

Vi har behandlet sagen for at afklare, om der skal ske fradrag i ledighedsydelse ved udbetaling af invalidepension fra en pensionskasse.

Dato for underskrift

26.02.2010

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 12 § 9 § 74d

Journalnummer

2100119-09