Du skal tilbagebetale den del af kontanthjælpen, som du fik udbetalt den 30. december 2008, og som var beregnet til at dække forsørgelsen i januar 2009, idet hjælpen på dette tidspunkt ville være blevet standset, såfremt du havde opfyldt din oplysningspligt.
Vi har lagt vægt på, at man som kontanthjælpsmodtager har oplysningspligt, såfremt der sker ændringer i ens forhold. Dette følger af § 11, stk. 2 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Du har den 27. oktober 2005, den 5. december 2005, den 10. december 2007 og den 14. september 2008 underskrevet erklæringer om, at du har pligt til at give oplysninger til kommunen om ændringer i forhold, der kan have betydning for hjælpen, og at undladelse af at afgive oplysninger kan medføre krav om tilbagebetaling og politianmeldelse.
På trods af ovenstående har du ikke oplyst kommunen om, at du startede uddannelse i januar 2009.
Du burde således have indset, at hjælpen blev ydet med urette.
Ifølge aktivlovens § 12, så kan der ikke ydes hjælp til personer under uddannelse.
Endvidere fremgår det af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 37 og § 38 blandt andet, at personer under 30 år, der modtager kontanthjælp alene på grund af ledighed ikke kan modtage tilbud til en SU berettigende uddannelse.
Du modtager kontanthjælp på grund af ledighed, og du vil derfor ej heller jf. ovenstående bestemmelser være berettiget til kontanthjælp under uddannelsen.
Endelig fremgår det af bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp mv., at der kan ydes hjælp til uddannelsessøgende, såfremt bekendtgørelsens betingelser er opfyldte.
Du opfylder ikke disse betingelser, og du er derfor ikke berettiget til kontanthjælp efter denne bekendtgørelse.
Du er således ikke omfattet af reglerne, der gør det muligt at modtage kontanthjælp under uddannelse, og Beskæftigelsesudvalget finder, at du skal tilbagebetale hele den udbetalte kontanthjælp, idet tilbagebetalingspligten allerede opstår, da du påbegyndte uddannelsen og ikke oplyste kommunen herom.