Ankestyrelsens principafgørelse 154-10

2010

Resume:

Ankestyrelsen afviste at anerkende blærekræft som følge af udsættelse for forskellige kemikalier i frisørbranchen som en erhvervssygdom, da der var gået omkring 41 år fra udsættelsen for disse kemikalier ophørte og til sygdommen blev konstateret og sagen blev anmeldt.

Ankestyrelsen fandt, at der i den konkrete sag ikke var mulighed for at suspendere Danske Lovs almindelige forældelsesfrist på 20 år.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 -

Kong Christian Den Femtes Danske Lov - Lov af 15. april 1683 - § 5-14-4

Note:

Aktstykket 90, Folketinget 2010-11, giver mulighed for at yde særlig kompensation til tilskadekomne, hvis krav er forældet efter Danske Lov 5-14-4.

Afgørelse i din sag om en arbejdsskade

Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse i din sag om spørgsmålet om anerkendelse af din blærekræft som en erhvervssygdom.

Resultatet er:

Vi kan ikke anerkende din sygdom som en erhvervssygdom. Et eventuelt krav er forældet efter Danske Lovs almindelige forældelsesregel

Du kan derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter arbejdsskadeloven.

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.

Fortegnelsen over erhvervssygdomme:

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at anerkende din sygdom, i form af blærekræft, som en erhvervssygdom. Årsagen er, at din sygdom er anmeldt mere end 20 år efter, at udsættelsen for relevante stoffer ophørte.

Det er oplyst til sagen, at du i perioden 1951 – 1956 og igen i perioden 1960 – 1968 har arbejdet som frisør. Arbejdet bestod blandt andet i arbejde med permanentvæsker, hårfarve, afblegningsmidler, hårspray m.v. Det er oplyst, at der ikke blev anvendt udsugning ved arbejdet, og at der kun sjældent blev anvendt handsker.

Kræftsygdommen blev først konstateret i marts 2009, hvor du udviklede sikre symptomer på sygdommen. Sygdommen blev anmeldt i oktober 2009.

Det fremgår af Danske Lovs almindelige forældelsesregel, at et krav er forældet, hvis det ikke er gjort gældende inden 20 år efter, at det anses for at være stiftet. For arbejdsskader i form af erhvervssygdomme gælder, at et krav på anerkendelse, godtgørelse og/eller erstatning efter arbejdsskadeloven senest anses for stiftet ved udsættelsens ophør, dvs. da du stoppede med at arbejde som frisør. Denne regel er, som altovervejende udgangspunkt, absolut og ufravigelig.

Dette betyder i den konkrete sag, at kravet senest er opstået i 1968. Da sygdommen først er anmeldt som en erhvervssygdom i oktober 2009, er der således gået omkring 41 år fra din udsættelse for de nævnte kemikalier ophørte, og til sagen er anmeldt.

Et eventuelt krav efter arbejdsskadeloven er derfor forældet efter Danske Lovs almindelige forældelsesregel. Vi har ikke fundet grundlag for at suspendere denne frist.

Vi har ved denne vurdering inddraget Højesteretsdom af 27. oktober 1989 (Eternitdommen), hvor Højesteret undtagelsesvist suspenderede den 20-årige forældelse med henvisning til, at den sygdom, som sagen omhandlede (asbestose), var særligt dødelig og kun undtagelsesvist viste sig tidligere end 20 år efter udsættelsen var ophørt. Vi henviser i denne sammenhæng til vores praksis i principafgørelse U-16-01.

Vi har i sagen lagt vægt på, at der på nuværende tidspunkt er usikkerhed omkring latenstiden for blærekræft, og at det derfor ikke kan konkluderes, at blærekræft kun undtagelsesvist viser sig tidligere end 20 år. Efter en konkret vurdering af oplysninger i din sag, finder vi, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, at der er grundlag for at suspendere forældelsesfristen.

Oplysningerne om dine helbredsmæssige forhold fremgår særligt af journaloplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik påA Sygehus fra 29. september 2009.

Du har oplyst, at du er uforstående overfor forældelsesfristen, da kræftsygdomme kan være mange år undervejs.

Vi bemærker, at vi har inddraget denne oplysning i sagens behandling, men at den ikke har kunnet føre til et ændret resultat. Årsagen er, at reglen i Danske Lov 5-14-4 om 20-årig forældelse som altovervejende udgangspunkt er absolut og ufravigelig. Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at fravige Danske Lovs forældelsesfrist.

Vi har afgjort sagen på grundlag af

de oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 4. november 2009. Ved denne afgørelse fik du afslag på anerkendelse af din sygdom som en erhvervssygdom

klagen til Ankestyrelsen

Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering

Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af muligheden for at suspendere Danske Lovs forældelsesfrist under henvisning til Højesteretsdom af 27. oktober 1989.

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.

Dato for underskrift

30.06.2010

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 30. august 2013, da der er kommet ny lovgivning.

Paragraf

§ 100

Journalnummer

3500254-09