Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 20. august 2009
• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 8. september og 26. oktober 2009
• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
A kommune traf den 20. oktober 2008 afgørelse om, at du er omfattet af aktivlovens § 64, da du modtager halv revalideringsydelse, jf. § 52, stk. 2 i aktivloven. Nettoboligudgiften blev beregnet til 6.509,39 kr., normal boligudgift til 2.400 kr. Merudgiften blev således beregnet til 4.109,39 kr., der bevilges som tilskud efter § 64. Ved kommunens genvurdering reguleres beløbet med 300 kr. til rengøringsudgift og 128 kr. til ekstra varme.
Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte den 20. august 2009 kommunens afgørelse.
Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at du har ikke ret til et større tilskud end det af kommunen bevilgede beløb.
Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering, hvorefter normalboligudgiften er sat til 2.400 kr. om måneden.
Din mor har på dine vegne klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at der ved tilskud til boligudgift efter servicelovens § 100 er fastsat en normalhusleje til 2.000 kr., mens man ved afgørelsen efter aktivlovens § 64 har fastsat normalhuslejen til 2.400 kr. Der klages endvidere over, at der ikke foretages en trangsvurdering efter aktivlovens § 64. Det månedlige rådighedsbeløb har I beregnet til 2.660 kr. efter tilskuddet.