Du har en insulinkrævende diabeteslidelse af type 1, som du har søgt om dækning af merudgifter til. Du har i den forbindelse anført, at du har udgifter til juice på 720 kr. årligt og udgifter til druesukker på 702 kr. årligt.
A Kommune traf i december 2008 afgørelse om, at du ikke var berettiget til et tilskud til dækning af dine sandsynliggjorte merudgifter.
Det sociale nævn stadfæstede A Kommunes afgørelse.
Begrundelsen var, at de skønnede merudgifter blev opgjort til 5.641,00 kr. og dermed ikke udgjorde mindst 6.000,00 kr. på årsbasis.
Der ville efter nævnets opfattelse kun være få tilfælde, hvor indtagelse af druesukker og juice ville være påkrævet. Det var nævnets generelle vurdering, at lavt blodsukker/insulinføling mere end 2 gange ugentlig var tegn på, at sygdommen ikke var korrekt reguleret samt at der var behov for sådan regulering. På denne baggrund fandt nævnet i lighed med kommunen, at der ikke var nødvendige merudgifter forbundet med dit forbrug af druesukker og juice.
Du ankede nævnets afgørelse og fremsendte skrivelse fra diabeteslæge F, som bekræftede behovet for brug af juice og druesukker, til akutbehandling i forbindelse med lavt blodsukker. Ydermere fremsendtes også en skrivelse fra Social og Sundhed, Diabetesforeningen.
Nævnet genvurderede i november 2009 sin afgørelse og fastholdt denne.
Nævnet vurderede, at der ikke forelå oplysning om behov for akutbehandling, der oversteg 2 ugentlige akutbehandlinger. Udgift til behandling i et sådant omfang ville på baggrund af diabetesforeningens takst for behandling med druesukker maksimalt udgøre kr. 234,- årligt (gns. kr.2,25 pr. behandling. )
Nævnet lagde vægt på, at din diabetes var velreguleret, at du havde oplyst, at du drak juice om natten, hvis blodsukkeret var lavt, når du kørte bil for at stabilisere blodsukkeret, når du dyrkede sport og havde behov for hurtige kulhydrater, samt at du i øvrigt ikke havde oplyst om hyppige behov for akutbehandling.