Ankestyrelsens principafgørelse 156-10

2010

Resume:

Der kunne ses bort fra feriepenge, som ekstraordinært blev beskattet i optjeningsåret på grund af jobskifte fra et job med løn under ferie. Disse feriepenge skulle ikke medregnes som en indkomstforøgelse i forbindelse med efterregulering.

Øvrige feriepenge fra tidligere optjeningsår skulle medregnes i husstandsindkomsten, da det var feriepenge, der kunne udbetales ved anmodning herom.

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 981 af 1. oktober 2008 - § 46, stk. 6 og § 47, stk. 2

Afgørelse i sag om efterregulering af din boligstøtte for året 2007

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om afgrænsning af, hvilke feriepenge, der er omfattet af boligstøttelovens § 46, stk. 2, og som ikke skal medregnes som indkomstforøgelse i forbindelse med efterregulering.

Resultatet er

• Ankestyrelsen finder, at der kan ses bort fra feriepenge beskattet i optjeningsåret i forbindelse med jobskifte

Det betyder, at dine feriepenge optjent i 2006 skal medregnes som indkomstforøgelse i forbindelse med efterregulering af din boligstøtte for 2007.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Det fremgår af boligstøttelovens § 47, stk. 2, at en indkomstforøgelse ikke medregnes, i det omfang ansøgeren kan dokumentere, at forøgelsen skyldes feriepenge som nævnt i § 46, stk. 6.

Det fremgår af § 46, stk. 6, at i tilfælde, hvor ansøgeren som følge af afslutning af et ansættelsesforhold med løn under ferie får feriepenge, der beskattes i boligstøtteåret, men først udbetales i det efterfølgende år, medregnes disse feriepenge ikke i husstandsindkomsten.

Det fremgår af lovforslag 47 98/99 om ændrede beregningsregler for boligstøtte (BS 2000) og forenkling, at det foreslås i et nyt § 46, stk. 6, og § 47, stk. 2, at der efter boligstøttelovens omberegnings- og efterreguleringsbestemmelser skal ses bort fra feriepenge i den situation, hvor feriepengene på grund af jobskifte fra et job med løn under ferie bliver beskattet hos modtageren i boligstøtteåret uden at kunne udbetales i det pågældende år, dvs. uden at der sker en lønnedgang i samme år som følge af afholdt ferie.

I de tilfælde, hvor en støttemodtager på grund af jobophør eller jobskifte fra et job med løn under ferie ekstraordinært får beskattet feriepenge, der er optjent under det hidtidige ansættelsesforhold, i optjeningsåret, vil også disse feriepenge indgå i husstandsindkomsten i det pågældende år og dermed påvirke boligstøttens størrelse, selv om den ferie, som feriepengene vedrører, måske først kan afholdes i løbet af det efterfølgende kalenderår.

Ankestyrelsen finder på baggrund af forarbejderne til § 46, stk. 6, og § 47, stk. 2, at de feriepenge, der med de foreslåede bestemmelser kan ses bort fra, er feriepenge, der beskattes i optjeningsåret, hvilket i din konkrete sag er feriepenge, der optjenes i 2007.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 17. juli 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 29. juli 2009

• Nævnets genvurdering

Ved afgørelse af 19. november 2008 meddelte A Kommune dig, at du i perioden 1. januar 2007 til 31. december 2007 havde modtaget for meget boligsikring. Du skulle derfor tilbagebetale 13.776 kr.

Baggrunden var en uoplyst indkomststigning på 76.548 kr.

Ved brev af 23. november 2008 klagede du over afgørelsen. I klagen var anført, at en væsentlig del af den forhøjede årsindkomst i 2007 skyldtes et jobskifte, der forårsagede forskydninger i årsindkomsterne mellem 2007 og 2008 på grund af feriepengeafregningen.

Du oplyste samtidigt, at du manglede at afholde 7 feriedage, hvor feriepengebeløbet var indeholdt i årsindkomsten 2007 på kr. 316.030 kr.

Ved afgørelse af 25. november 2008 meddelte kommunen nu, at du i perioden 1. januar 2007 til 31. december 2007 havde modtaget 9.372 kr. for meget i boligstøtte. Dette brev erstattede tidligere fremsendt regningskrav for 2007.

Begrundelsen var, at den uoplyste indkomststigning nu var på 52.054 kr.

Ved brev af 26. november 2008 meddelte kommunen, at feriepenge for år 2007 var trukket ud af beregningen vedrørende efterregulering.

Du klagede over afgørelsen, da du ikke forstod korrektionsbeløbet på 24.494 kr.

I henhold til lønsedlen fraX for november måned 2007 var der opgjort feriepenge på 12.725,12 kr. + 25.916,92 kr. = 38.642,04 kr. At der var feriepenge fra 2006 skyldtes den kendsgerning, at der var forskydninger mellem optjeningsåret og afholdelsesåret. Pengene fra 2006 var til afholdelse af ferie i perioden fra den 1. januar til 1. maj 2008.

Ved brev af 17. december 2008 meddelte kommunen, at der på din lønspecifikation med udskrivningsdato den 23. november 2007 var oplysninger om feriepenge med 25.916,92 kr. og lønspecifikation af 18. december 2007 med kr. 707,12 kr. I alt 26.624,04 kr. minus 8 % i AM-bidrag = 24.494,12 kr.

Du meddelte kommunen, at du fortsat ikke forstod afgørelsen. Feriepengene fra 2006 på kr. 12.725,12 kr. fremgik af lønsedlen med udskrivningsdato den 23. november 2007 og blev indbetalt på feriegiro på samme måde som de øvrige beløb. I henhold til boligstøttelovens § 46, stk. 6, fremgik det, at i tilfælde, hvor ansøgeren som følge af et ansættelsesforhold med løn under ferie får feriepenge, der beskattes i boligstøtteåret, men først udbetales i det efterfølgende år, medregnes disse feriepenge ikke i husstandsindkomsten. Du mente, at dette helt klart gjaldt for beløbet på kr. 12.725,12 kr.

Kommunen meddelte efterfølgende, at med henvisning til § 46, stk. 6, at dette var gældende for feriepenge for det efterfølgende år, altså 1. maj 2008. De øvrige feriepenge, som du havde fået beskattet, skulle medregnes, da det var penge, du kunne få udbetalt ved anmodning herom.

Du klagede over afgørelsen den 15. februar 2009 og anførte, at feriepenge kun kunne udbetales, hvis man holdt ferie, hvilket skulle være dokumenteret af arbejdsgiveren. Du havde først holdt ferien i 2008, og havde derfor også først fået udbetalt feriepengene i 2008.

Nævnet meddelte dig den 23. marts 2009, at nævnet gik ud fra, at den klagesag, der var fremsendt den 23. februar 2009, kun vedrørte 2007.

D. 17. juli 2009 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse.

Begrundelsen var, at der forelå en samlet stigning i husstandsindkomsten på 52.054 kr. og at feriepenge, der var optjent i 2006, og som kunne komme til udbetaling i 2007, ikke skulle fratrækkes i indkomsten for 2007.

Du klagede den 29. juli 2009 over nævnets afgørelse.

Nævnet har efterfølgende fastholdt afgørelsen.

Dato for underskrift

30.06.2010

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 47 § 46

Journalnummer

8500058-09