Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse om den tandskade du pådrog dig i forbindelse med spisning på dit arbejde den 15. juli 2009 er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Vi har behandlet sagen principielt for at afklare praksis for anerkendelse af tyggeskader, som ulykker efter arbejdsskadesikringsloven.
Resultatet er
· Tandskaden, som du fik den 15. juli 2009 skyldes ikke arbejdet eller de forhold, det foregik under.
Det betyder, at du ikke har ret til erstatning eller andre ydelser efter arbejdsskadeloven.
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.
Der var enighed på mødet.
På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre.
Begrundelsen for afgørelsen om arbejdets forhold
Din tyggeskade (flækket tand) i forbindelse med spisning som led i arbejdet skyldes ikke arbejdet eller de forhold, dette foregik under.
Vi har lagt til grund, at din tandskade opstod under spisning af flæskesteg, da du bed i et stykke brusk/ben. Maden var tilberedt af en køkkendame i institutionens køkken. Spisningen var led i det pædagogiske arbejde og din deltagelse var derfor en integreret del af dit arbejde.
Vi har lagt vægt på, at deltagelse i spisningen har været en integreret del af dit arbejde og at skaden derfor er sket som led i dit arbejde, men at dette ikke alene er tilstrækkeligt til, at skaden er omfattet af loven. Der er ikke dokumenteret en konkret forhøjet risiko ved spisningen på dit arbejde. Vi har lagt vægt på, at du har tygget i brusk eller knogle, som er almindeligt forekommende i flæskesteg og ikke noget der skyldes uforsvarlig tilberedelse af maden eller andre forhold der har medført en konkret forøget risiko, som din arbejdsgiver må bære risikoen for.
Det er en betingelse for at anerkende en skade som en ulykke, at hændelsen er forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregik under.
Tyggeskader kan som udgangspunkt ikke anerkendes efter loven. Hovedreglen kan fraviges, hvis der kan dokumenteres en konkret forhøjet risiko for tandskaden ved spisning på arbejdet, som arbejdsgiver må bære risikoen for.