Kommunens afgørelse er ugyldig, da kommunen har tilsidesat væsentlige retssikkerhedsmæssige forskrifter ved ikke at have udpeget en værge, som kan hjælpe dig med at varetage dine interesser i forbindelse med beslutning om flytning til A institution.
Vi har lagt vægt på flytning kan være af meget indgribende karakter. Derfor er der i lovgivningen fastsat nogle retssikkerhedsmæssige forhold som skal iagttages ved flytning af en borger, der ikke selv kan varetage sine egne interesser.
Det fremgår således af formålsbestemmelsen til serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan varetage interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven.
Kommunen har i din sag ikke udpeget en værge til dig.
Ankestyrelsen finder, at overtrædelse at dette forhold er et alvorligt brud på din retssikkerhed, og kommunens afgørelse er derfor ugyldig.
Ankestyrelsen finder ligeledes, at Det Sociale Nævn burde have tilsidesat kommunens afgørelse som ugyldig og ikke blot have afvist at behandle din sag med henvisning til, at dine plejeforældre ikke er klageberettiget.
Selvom dine plejeforældre ikke er klageberettiget, og selvom Det Sociale Nævn ikke har en egen drift kompetence, ligger det i rekurssystemets natur, at hvis en klageinstans modtager en klage i en sag, hvor der ”de facto” ikke er nogen klageberettiget, har klageinstansen pligt til at vurdere, hvilken betydning det har for sagen, at der ikke er nogen, som kan påklage den.
Det Sociale Nævn burde derfor, da de modtog klagen fra dine plejeforældre, som anførte, at de ikke klagede som plejeforældre men på dine vegne, have vurderet, om der lå et fuldmagtsforhold mellem dig og plejeforældrene. Hvis ikke der fandtes at foreligge et sådan fuldmagtsforhold, fordi du ikke er i stand til at give en fuldmagt, burde Det Sociale Nævn have vurderet, hvilken betydning det havde for kommunens afgørelse, at der ikke var nogen, der kunne klage i sagen, da du ikke selv har nogen retsevne.
Ankestyrelsen har fået oplyst af kommunen, at der er indsendt ansøgning til Statsforvaltningen om at få iværksat værgemål for dig. Ankestyrelsen foretager sig derfor ikke noget i den anledning.