Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er enig med beskæftigelsesankenævnet i, at der i almindelighed ikke længere er ret til kontanthjælp efter den første lønudbetaling.
Vi har lagt til grund for afgørelsen, at NN's første udbetaling af ydelse (løn) fra produktionsskolen skete den 31. januar 2009. Vi har desuden lagt til grund, at næste udbetaling af ydelse fra produktionsskolen først skete ved udgangen af februar måned.
NN kan på det grundlag have ret til supplerende kontanthjælp frem til den 31. januar, idet den ydelse, der udbetaltes den 31. januar 2009 fra produktionsskolen kun var ydelse for en del af måneden, og der derfor fortsat var et forsørgelsesbehov for februar måned.
Det er imidlertid en forudsætning for, at NN kan få udbetalt supplerende kontanthjælp, at hun stod til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden. Forudsat at hun gjorde det i perioden 1.-11. januar 2009, skal kommunen udmåle hjælp for denne periode.
I perioden 12.-31. januar 2009 var hun ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, idet hun var begyndt på produktionsskolen. Hun var således under uddannelse og ikke berettiget til kontanthjælp. Selv om hun kun fik udbetalt en ydelse på 1.200 kr., hvilket ligger under niveauet for hendes kontanthjælp, er hun derfor ikke berettiget til supplerende kontanthjælp for perioden 12.-31. januar.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på praksis i vores Principafgørelser 41-09 og 43-09.
NN's sag adskiller sig fra 41-09 ved, at borgeren i 41-09 fik udbetalt løn den 21. juni. Der var derfor som udgangspunkt ikke ret til at få udbetalt kontanthjælp efter denne dato.
Den udbetalte løn den 21. juni skulle bruges til forsørgelsen i starten af juli måned, indtil næste 14 dages lønudbetaling ville finde sted. Borgeren var derfor fuldt forsørget hele juli måned, og spørgsmålet om eventuelt supplement til forsørgelsen i juli måned var derfor ikke aktuel.
41-09 er derfor ikke sammenlignelig med nærværende sag.
I 43-09 hjemviste Beskæftigelsesudvalget spørgsmålet om supplerende kontanthjælp til kommunen, fordi borgeren, hvis han - som normalt - havde fået udbetalt første månedsløn i slutningen af juli måned til forsørgelse i august, eventuelt herudover kunne have været berettiget til kontanthjælp for perioden 12. juli til den 19. juli, hvor han havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet, inden han begyndte arbejde den 19. juli. Da borgeren først havde påbegyndt arbejde den 19. juli, var det kun en delvis månedsløn, han kunne få udbetalt den 31. juli. Denne vurdering er således en tilsvarende vurdering som i NN's sag.
43-09 adskiller sig dog fra NN's sag ved, at lønnen for perioden 19.-31. juli var højere end niveauet for kontanthjælp. Ved beregningen af kontanthjælpen skulle lønindtægten fra den 19. juli til den 31. juli derfor fratrækkes efter reglerne i aktivlovens §§ 30 og 31.