Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse i din sag om hvorvidt der kan ske anerkendelse af anmeldte gener i form af muskel- og ledsmerter i ryg og hænder, problemer med at holde på ting, snurrende og tung fornemmelse i venstre arm og hånd, koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse og depression som en erhvervssygdom som følge af udsættelse for kviksølv.
Resultatet er:
• Vi kan ikke anerkende dine gener som erhvervssygdom
Du kan derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter arbejdsskadeloven.
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.
Begrundelsen for afgørelsen om afslag på anerkendelse som erhvervssygdom
Fortegnelsen over erhvervssygdomme:
Vi kan anerkende sygdomme, som er optaget på Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme, hvis de betingelser, som er nævnt i forbindelse med sygdommen, er opfyldt.
I medfør af fortegnelsen over erhvervssygdomme er det muligt, at få anerkendt hjerneskade/demens eller skader på nyrerne efter udsættelse for kviksølv. Endvidere er det muligt at få anerkendt eksem efter udsættelse for kviksølv.
Det fremgår af anmeldelsen, at du har gener i form af muskel- og ledsmerter i ryg og hænder, problemer med at holde på ting, snurrende og tung fornemmelse i venstre arm og hånd, koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse og depression.
Det fremgår af sagen, at du i 1982 fik taget blodprøve på baggrund af symptomer på kviksølvsforgiftning, hvor det blev konstateret, at koncentrationen af kviksølv lå inden for normalområdet.
Det er beskrevet, at du fra 1962 til 1966 var beskæftiget på klinik i A Kommunale Tandpleje. Det fremgår af journaloplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik, at amalgam blev blandet i kapselsystem. Du har til dette anført, at dette ikke er korrekt, men at kviksølv blev blandet i åben forbindelse, idet kviksølvet blev hældt fra store flasker over i mindre glas med pipette i. Herefter blev et par dråber kviksølv hældt i en vægtskål. Der var ofte spild til følge af denne proces. Du har anført, at du ikke kan huske, hvornår der blev indført kapselsystem, men at det ikke var i perioden 1962 til 1966.
Fra 1967 til 1970 var du beskæftiget ved B Kommunale Tandpleje, hvor arbejdsforholdene lignede forholdene i A Kommunale Tandpleje.
Siden 1970 har du igen været beskæftiget i A Kommunale Tandpleje, hvor du i de første 9 år på klinikken forsat arbejdede med kobberamalgan, men hvor dette blev blandet i en dentomat. Fra 1979 til 1980 var du ikke beskæftiget med amalgam, men foretog fluorskylninger på skoler. Fra 1989 har du igen arbejdet på klinik, men nu med moderne forhold med udsugning og lukkede systemer.
Vi vurderer, at de anmeldte gener i form af muskel- og ledsmerter i ryg og hænder, problemer med at holde på ting, snurrende og tung fornemmelse i venstre arm og hånd, koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse og depression ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme. Vi har ved denne vurdering lagt vægt på, at det alene er toksisk hjerneskade og nyreskade som følge af udsættelse for kviksølv, der er nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Du har ikke fået påvist toksisk hjerneskade eller nyreskade som følge af udsættelse for kviksølv og du har derfor ikke fået påvist en sygdom omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Sygdomme, der ikke kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme:
Selvom en sygdom ikke er nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme, eller selvom fortegnelsens betingelser for anerkendelse af den pågældende sygdom ikke er opfyldt, kan der være tale om erhvervssygdom. Det kan være tilfældet
1. hvis der foreligger generel medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem arbejdsbelastningen og udviklingen af en sygdom
2. hvis det kan dokumenteres, at sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art
Der gælder et særligt beviskrav, når vi skal vurdere, om en sygdom, som ikke er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen, kan anerkendes. Det er en forudsætning, at der ikke er kvalificeret lægefaglig tvivl om, at sygdommen i det konkrete tilfælde er erhvervsbetinget.
Vi kan kun anerkende sygdommen efter, at sagen har været forelagt Erhvervssygdomsudvalget. Det er et udvalg, som rådgiver Arbejdsskadestyrelsen om tilfælde, der ikke kan anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen. Vi forelægger kun sager, hvis vi skønner, at der er mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes.
Vi har ikke fundet grundlag for at bede Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge din sag for Erhvervssygdomsudvalget for at lade dette udvalg vurdere dine symptomer i form af muskel- og ledsmerter i ryg og hænder, problemer med at holde på ting, snurrende og tung fornemmelse i venstre arm og hånd, koncentrationsbesvær, dårlig hukommelse og depression.
I 2006 blev det besluttet, at gennemføre en vurdering af, om tandklinikassistenter var blevet syge af at arbejde med kviksølv. Der blev foretaget en uvildig gennemgang af litteraturen på området, hvor formålet var at skabe et samlet overblik over den eksisterende viden på området både nationalt og internationalt. Endvidere blev der gennemført en registerundersøgelse til belysning af om klinikassistenter og tandlæger, sammenlignet med relevante kontrolgrupper, har en øget forekomst af en række lidelser og om en eventuelt øget forekomst kan relateres til udsættelse for kviksølv.
Tandklinikassistenter har især tidligere (før 1970) været udsat for kviksølv, men i betydeligt mindre omfang end andre erhvervsgrupper, der har været udsat.
I gennemgangen af litteraturen om kviksølv og tandklinikassistenter er betydningen af udsættelse for kviksølv blandt tandklinikassistenter vurderet. Der blev i gennemgangen ikke fundet evidens for, at udsættelserne for kviksølv hos klinikassistenter i gennemsnit havde medført koncentrationer af kviksølv over de tilladte grænseværdier, målt i blod og urin hos de udsatte. Der kunne påvises koordinationsforstyrrelser hos personer, der på undersøgelsestidspunktet havde øget kviksølvindhold i blod eller urin, men i de foreliggende undersøgelser fandtes ikke sikre holdepunkter for objektive tegn på sygdom efter udsættelse på de niveauer klinikassistenter har været udsat for.
Det fandtes endvidere mindre sandsynligt, at tidligere udsættelse for kviksølv kunne føre til sygdom opstået efter at udsættelsen for kviksølv var ophørt.
Der fandtes begrænsede holdepunkter for en påvirkning af den neuropsykologiske funktion ved større udsættelse i tandplejen samt der fandtes moderate holdepunkter for, at påvirkningen af den neuropsykologiske funktion svinder eller forbliver uændret ved ophør af udsættelsen.
Ved registerundersøgelsen fandtes der ikke holdepunkter for, at udsættelse for kviksølv øger risikoen for dårligt helbred målt på dødelighed, indlæggelser, multipel sclerose, fertilitet og aborter eller på fødselsudfald.
På baggrund af ovenstående vurderer Ankestyrelsen, at for at en sammenhæng mellem kviksølvudsættelse og sygdom er sandsynlig, skal der være opstået typiske symptomer på forgiftning i forbindelse med udsættelsen ligesom symptomerne fortsat skal have været til stede fra tidspunktet for forgiftningen og frem. Typiske symptomer på forgiftning er rysten på fingre, hænder og øjenlåg samt besvær med finmotorik, personlighedsforandring (især sygelig irritabilitet) samt tandkødsbetændelse og øget spytdannelse. Kviksølvforgiftning opstår ved niveauer af kviksølv i urinen på mere end 500 nmol/liter.
Vi vurderer, at der ikke er medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem din type arbejde som klinikassistent i tandplejen og udvikling af de anmeldte gener.
Vi vurderer endvidere, at dit arbejde som klinikassistent, herunder med den beskrevne udsættelse for kviksølv, heller ikke har indebåret sådanne særlige påvirkninger, at det med overvejende sandsynlighed har medført en særlig risiko for udvikling af de anmeldte gener.
Vi beder derfor ikke Arbejdsskadestyrelsen om at forelægge din sag for Erhvervssygdomsudvalget for at lade dette udvalg vurdere dine gener.
Oplysningerne om dine helbreds- og erhvervsmæssige forhold fremgår særligt af journaloplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik samt dine egne oplysninger til sagen.